Barselscafé med politik: Tag din baby med til vælgermøde i Aalborg
Måske kender du dilemmaet – du vil gerne tage del i valgkampen, men du er på barsel.
De fleste vælgermøde og debatter foregår om eftermiddagen og aftenen, og det kan være svært som småbørnsforældre at få det passet ind i hverdagen.
Men frygt ej.
Nu kan du nemlig begge dele, når Fokus Folkeoplysning og KaffeFair inviterer til kombineret barselscafé og vælgermøde.
Det foregår i morgen, mandag den 16. marts klokken 9-10.30 i Yogahuset på første sal over Café KaffeFair.
Her kommer Melina Andersen fra SF og Steffen Helledie fra Radikale Venstre og inviterer forældre på barsel indenfor til en uformel politisk snak.
Gratis kaffe og plads til barnevognen
Her er der gjort plads til både barnevogne, babyer på armen og små børn på gulvet, så forældre ikke behøver bekymre sig om barnet vågner, bliver sulten eller larmer undervejs.
Ifølge arrangørerne er ideen at skabe et rum, hvor småbørnsforældre kan dele deres oplevelser og hverdag – og hvor politikerne først og fremmest kommer for at lytte.
Undervejs kan deltagerne blandt andet tale med politikerne om emner som barsel, daginstitutioner, familieliv og de udfordringer, der kan opstå i hverdagen som ny forælder.
Spørgsmålet er ganske enkelt: Hvordan kan livet blive bedre for småbørnsfamilier?
Arrangementet foregår i afslappede rammer, hvor der både er plads til politiske snakke, babylyde og hyggeligt samvær.
KaffeFair sørger samtidig for gratis kaffe til deltagerne, og der vil være mulighed for at købe en bolle med ost.
Arrangørerne opfordrer barslende forældre til at kigge forbi – gerne sammen med både babyer, børn eller barselsgruppen – til en hyggelig og anderledes politisk formiddag i Aalborg.
Det foregår kl. 9-10.30 i Yogahuset på Strandvejen 19 i Vestbyen.
Læs også: Blæst bagover: Kendis-åbning skabte kæmpe kø gennem Aalborg