Stor interesse: Kæmpe event skaber trafikale knudepunkter tæt ved Aalborg
Interessen for Nordjyllands Største Biltræf ser ganske som ventet ud til at være gigantisk.
Siden formiddagstimerne har der nemlig været massiv trafik omkring Svenstrup, hvor flere bilister har oplevet tæt kø og lange ventetider på vej mod det store arrangement på Brøndborerens Allé.
Især området omkring afkørslen ved Svenstrup, tæt på både McDonald’s og Burger King, har været hårdt belastet.
Også rundkørslerne omkring området har været fyldt med biler, mens tusindvis af gæster har forsøgt at komme frem til venue.
Vejdirektoratet har markeret det med røde streger og nævner langsom og tæt trafik.
Arrangementet startede officielt klokken 11.00 og løber frem til klokken 16.00 i dag.
Omkring sluttidspunktet ventes der igen at være større trafikale udfordringer for at komme væk fra området.
Vilde biler er trækplastre
Bag arrangementet står Kristian Rytter Gruppen og Poul Larsen A/S, som igen i år har samlet et stort program med biler, opvisninger og kendte profiler.
Blandt dagens store trækplastre er besøget fra Z&Z Classics, som har taget et helt århundredes racinghistorie med til Svenstrup.
Gæsterne kan blandt andet opleve en Mercedes SSK fra 1920’erne side om side med en moderne Mercedes DTC-racer fra 2020’erne.
Derudover er Mads Christensen – bedre kendt som Blærerøven – på plads som vært gennem dagen.
Programmet byder også på opvisninger fra blandt andre Team Fart, Linneman Promotion, Lasse Storgaard, Kenneth Konge og Trialaction Team Spire.
Nordjyllands Største Biltræf har de seneste år udviklet sig til et kæmpe tilløbsstykke, og alt tyder på, at årets udgave bliver blandt de største hidtil.
Hvis du stadig vil afsted – så kan du læse mere info her