Tæt på skole: Bidsk hund løs i Aalborg
Klokken 11.30 indgik der anmeldelse om en løs hund på Christen Kolds vej i Aalborg.
Det skriver Nordjyllands Politi på Twitter.
Hunden havde bidt en tilfældig forbigående mand i låret, og kort efter forsøgte hunden at bide en kvindelig beboer på Grundvigsvej, men hun nåede hjem, inden hun blev bidt.
Hund er nu skudt ned
Der blev straks sendt en politipatrulje til stedet, som ved ankomst så en hund stå midt på gaden. Stedet ligger lige ved siden af Vejgaard Østre Skole.
Der var mange børn, der havde hørt og set hunden på stedet. Det drejer sig om en Bokser blanding.
Det var ikke muligt at indfange hunden, eller muligt for ejeren at kalde den til sig.
Hunden gik/løb i retning af skolen, hvor der var mange børn til stede, herunder flere udendørs.
Grundet dette skød patruljen hunden på stedet med 3 skud, hvorefter den døde.