Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Tabu udvider: Stjerne-kok åbner Aalborgs første vegetar-restaurant

Af Emil Kjær Jørgensen
Fra venstre: Luise Bukh, Michael
Fra venstre: Luise Bukh, Michael "Miv" Pedersen og Simone Jespersen

Et af de spørgsmål vi oftest får fra vores læsere er: “Hvor spiser jeg lækker vegetarisk eller vegansk mad i Aalborg?”

Selvom Aalborgs restauranter og caféer efterhånden har fået øjnene op for denne efterspørgsel, kan byen endnu ikke prale af at have en restaurant, der har 100 % fokus på dette … indtil nu.

Torsdag den 17. januar 2019 åbner by tabu ubat veggie, og som navnet indikerer, står en af Aalborgs helst store stjerne-kokke bag den nye restaurant.

Michael “Miv” Pedersen har i forvejen stor succes her i byen med søsterrestauranterne Restaurant Tabu, CANblau Tapasbar og SlagterBørsen –  og i Lønstrup med Restaurant Glashuset.

ubat veggie åbner i Café Bondens (Tidl. Landmad) gamle lokaler i Vesterå 7, og den nye restaurant i familien bliver dermed naborestaurant til Restaurant Tabu.

Vegetaren, flexitaren og veganeren – alle er velkomne

Ejerkredsen bag restauranterne har igennem længere tid arbejdet med et nyt koncept, hvor restauranterne til fulde kan udnytte ekspertisen ud i nordjyske grøntsager, frugter og mejeriprodukter – samt at udvikle yderligere på forsyningslinjen og give endnu flere dygtige nicheproducenter muligheden for at afsætte afgrøderne til restauranterne.

Det får de nu mulighed for i ubat veggie, hvor måltiderne alene skabes af jordens velsmagende afgrøder, og landsdelens velkendte mejeriprodukter i kombination med Restaurant Tabus kulinariske formåen.

ubat veggie holder åbent tirsdag til torsdag fra kl 10.00 – 20.00 samt fredag til lørdag fra kl. 10.00 – 21.30.

Menukortet vil derfor byde på vegetariske og veganske retter til både morgen, middag og aften.

Tabu udvider: Stjerne-kok åbner Aalborgs første vegetar-restaurant

Skarpe priser uden at gå på kompromis

Nysgerrige sjæle kan allerede nu besøge hjemmesiden for at få en lille smagsprøve på, hvad menukortet indeholder.

Til morgen kan man blandt andet bestille retter som: Yoghurt & musli, Grød, Vaffel og nøddesmør og Avocado & grillet brød.

Til frokost kan man blandt andet bestille Grillet sandwich med ost & tomatJordskokkesuppe medpurløgsolie & jordskokkesalat og Salat af hvedekerner, syltede svampe & karse.

“Alle retter til morgenmad og frokost koster under 100 kr, og der er både noget til den lille eller stor sult. Derudover har vi både saft og grøntsagtjuice, som vi selv producerer”, fortæller Miv til MigogAalborg.

Kaffen er økologisk, brødet hjemmebagt og mælken er enten god dansk økomælk eller ’plantemælk’ – dertil vil man også servere hjemmebagte udvalg af kager og søde sager.

Tre retter til 250 kr

Fra klokken 17-20 hver dag, kan man så dykke ned i aftenkortet, hvor der vil være en vegetarmenu med 3 retter med brød & smør til 250 kr, og en veganermenu med 3 retter med brød og olivenolie til 250 kr. Dertil kan købes en saft/juicemenu til 125 kr.

“Tjenerne kommer ikke til at gå rundt i jakkesæt og slips herinde, og stemningen bliver mere casual, end man kender den fra Tabu. Men det bliver stadig med fokus på præcisionskøkkenet, hvor vi bruger de samme teknikker, som vi er kendt for i naborestauranten,” forklarer Miv.

Til maden kan man blandt andet nyde økologiske øl fra Thisted bryghus samt Restaurant Tabu’s hjemmelavede saft/juice, suppleret med egen importerede europæiske vine, dyrket af biodynamiske producenter.

Hver dag tilbydes tre ’studenter’ vegetarretter; en suppe, en grød eller et ’måltid’ inkl en flaske vand med eller uden brus, til 100 kr.

Store navne står bag

MigogAalborg har mødt holdet bag –  i de lokaler, som skal danne rammen om Aalborgs første vegetariske restaurant.

Selvom de sidste deltaljer stadig er under finpudsning, er det også en stolt restaurantmedejer, der snart kan åbne i nabolokalerne til den anerkendte Restaurant Tabu.

“Vi fik besked om den triste konkurs på en fredag, og mandag morgen var vi i dialog med ejendomsmægleren. Så det har været en hektisk og spændende tid,” fortæller Miv og fortsætter:

”På Tabu arbejder vi jo meget med grøntsager i forvejen, og vi har over 3000 sylteglas fyldt med alverdens lækre grøntsager. Derfor ligger åbningen af ubat veggie i god forlængelse af den filosofi vi har på Tabu.

Derudover ligger der rigtig mange muligheder i de her lækre lokaler. På Tabu har vi plads til 40 gæster, mens der kan være 80 siddende gæster i de her lokaler. Det åbner op for, at vi med tiden kan tilbyde større selskaber herinde.”

ubat veggie’s “veggie-værtinde” bliver Luise Bukh, som i dag er tilknyttet Lindenborg slot som eventmanager og værtinde, og er derigennem vant til et tæt samarbejde med Michael ’Miv’ Pedersen.

Luise er barn af, og er opvokset i et selvforsynende friluftlandbrug med naturen helt tæt på.

“ubat veggie bliver et sted, der er tilgængeligt for alle. Prismæssigt ligger vi på et niveau, hvor alle kan være med, uden det går ud over kvaliteten.

For mig er det vigtigt, at folk er i trygge hænder – både hvad angår stemningen og kvaliteten af maden,” fortæller Luise.

Luise har ved sin side, Simone Jespersen. Simone er kendt for sin blog af samme navn.

Her ser mere end 8.000 følgere med, når Simone, der det sidste år har forsøgt sig som veganer, deler ud af opskrifter, rejseoplevelser og levevis.

Derudover kender hun Miv fra deres opvækst i Hirtshals.

“Jeg kan komme med nogle inputs, som Miv måske ikke kender til, og hele tiden holde mig opdateret på de trends, som hersker inden for det veganske område,” siger Simone.

Derudover er Simone en fremragende og idérig ’hjemme’bager, som man også vil komme til at opleve i restauranten.

Udover den logistiske fordel ved (næsten) at have to restauranter under samme tag, er der også masser af muligheder i den unikke gårdhave, som netop ligger mellem Restaurant Tabu og ubat veggie.

Tabu udvider: Stjerne-kok åbner Aalborgs første vegetar-restaurant
Gårdhaven, som nu deles af Restaurant Tabu og ubat veggie

“Selvom gårdhaven nok ikke er så indbydende, når vi åbner til januar, bliver den jo et helt oplagt sted til at sidde og nyde morgenmaden, når temperaturen stiger.

Derudover kommer vi nok også til at holde en række spændende arrangementer derude,” fortæller Miv.

Gør et økologisk kup inden åbning – og få en smagsprøve

Pr. 1. december 2018 overtog selskabet ’by tabu ubat veggie’ ApS, Café Bondens lokaler.

Fra fredag den 14. december til og med søndag den 16. december vil hele Café Bondens omfattende varelager af økologiske produkter, kaffe, te, drikke, isenkram, viktualier, vin og meget mere blive solgt med 50 % rabat – så her er der virkelig mulighed for at gøre et julekup af de helt store.

Tabu udvider: Stjerne-kok åbner Aalborgs første vegetar-restaurant Tabu udvider: Stjerne-kok åbner Aalborgs første vegetar-restaurant

Åbningstiderne er fra kl. 10.00 – 18.00 alle dage, dog lukkes søndagen, hvis der er udsolgt inden da.

I denne udsalgsperiode vil det være muligt at købe lidt varmt at drikke samt en smagsprøve fra det nye menukort.

Herefter vil lokalerne blive gjort klar til åbningen af ubat veggie, som har første åbningsdag torsdag den 17. januar.

Del artikel

Andre læser også