Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Trist melding: Selskabet bag Restaurant Tabu lukker

Af Michael Qureshi
Tabu
Tabu

Det er ikke den sjoveste dag i restaurantlokalerne i Vesterå 5 i Aalborgs midtby.

En af Aalborgs toprestauranter Restaurant Tabu har i dag torsdag indgivet en konkursbegæring.

Det betyder, at selskabet der står bag Restaurant Tabu må lukke.

MigogAalborg har talt med indehaver Michael “Miv” Pedersen, der er blandt landets bedste kokke.

En tung dag

Han erkender, at det er en tung dag, og at det var sidste udvej for selskabet bag toprestauranten, der i flere år har været nævnt i Michelin-guiden.

“Jeg er ærgerlig over, det ikke er lykkedes os ved egen hjælp, at lukke det økonomiske efterslæb efter Covid-19.

Opgaven med at skaffe den livsvigtige likviditet til brug for de fulde tilbagebetalinger af lånepakker, udskudte skatter og moms, har været for stor en mundfuld for en restaurant som vores, Restaurant TABU,” forklarer han om konkursbegæringen.”

Hjælpepakker har ikke været nok

Kan du sætte lidt ord på, hvad der er gået galt?

Det, at have modtaget hjælpepakker i forbindelse med nedlukninger af vores branche, er vi naturligvis taknemmelige for.

Men virkeligheden er også, at disse hjælpepakker har været stærkt underfinansierede i forhold til de faktiske udgifter, vi reelt har måtte afholde, herunder fastholdelse af vores dygtige og loyale medarbejdere.

I lighed med en alt for trist række af tilsvarende virksomheder landet over, har realiteterne indhentet os.

Afsøger hjælp

Er der håb for, at Restaurant Tabu fortsætter?

De ting jeg var inde på før kombineret med svært stigende fødevarepriser, forbrugernes mere tilbageholdne holdning, har været de afgørende faktorer til, at jeg har bedt om hjælp til for at se om det er muligt at redde Restaurant TABU, således den kan køre videre i en anden form.

En form der gør, at det stadig er muligt at drive en rentabel restaurant med 100% afsæt i det nordjyske terroir, hav og himmel, nøjagtig som det var før Covid-19

Det er mit store håb at Restaurant TABU kan køres videre, med eller uden mig i en rolle.

Stadig masser af energi og tro på projektet

Så du har stadig tro på Restaurant TABU?

“Jeg har stadig masser af energi at give til, samt en stor tro på konceptet bag Restaurant TABU.

Forhåbentlig findes der en god og holdbar løsning til en fortsat drift af en restaurant med et nordjysk dogme.

Den nærmeste fremtid vil vise, om jeg får muligheden for at puste ud, inden jeg skal i gang med en ny og spændende sæson med mine øvrige sæsonforretninger, Restaurant Glashuset i Lønstrup og V-Hav på Tranum Strand.

Det er en trist dag, og et uønsket scenarie. Vi har virkelig gjort alt for, at vi ikke endte her.

Men vi er nødt til at kigge fremad, og jeg har ikke som sådan flere kommentarer,” forklarer Michael Miv.

Del artikel

Andre læser også