Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Tab, savn og familierelationer: Ny roman tager udgangspunkt i Aalborg

Privatfoto
Privatfoto

En ny slægtsroman tager sit udspring i Aalborg – og skildrer livet i en traditionsbundet familie i Aalborg fra 1946 til 1985. 

Det er Mikkel Drejer Raunslund, der er debutforfatter bag bogen.

Han er vokset op i Frejlev ved Aalborg som et ægte barn af 80’erne.

Det var dengang, vi med stolthed pumpede Rød Aalborg ud i verden via Limfjorden, reparerede skibe fra tidlig morgen, indtil fyraftensklokken rungede over østhavnen – og hvor samfundets kønsroller for alvor var under forandring.

I dag er han far til to drenge, og i alle årene har han reflekteret over, hvordan små og store begivenheder i familien om glæde, sorg, tab og de erfaringer, der følger med, har været med til at forme hans eget liv og nu også hans sønners. 

Derfor er bogen dedikeret til dem.

Til dagligt arbejder han som leder i Jammerbugt Kommune – og nu kan han også kalde sig forfatter.

Tab, savn og familierelationer: Ny roman tager udgangspunkt i Aalborg
Privatfoto

Et fiktivt univers i Aalborg

“For eftertiden” hedder bogen, som er en karakterdrevet fortælling om hvordan det er at være menneske.

Den bygger på Mikkel Drejer Rauslunds egne familiehistorier, hans hustru Leas slægtshistorier og en god portion fiktion.

“Det startede egentlig med tanken om, at alle de fortællinger, man har i familien, går tabt med tiden – og det er jo ærgerligt,” fortæller han.

“For mange år siden tænkte jeg, at jeg burde skrive dem ned, men så kom børnene og livet i vejen. For tre år siden gjorde jeg så noget ved det.”

Men projektet skulle ikke ende som en ren familiekrønike. Derfor har han skabt et fiktivt univers med tre meget forskellige familier, der levede samme tid, men i tre forskellige egne af Danmark, og hvis historier flettes sammen flere gange undervejs.

Resultatet blev en roman i to bind, hvor det første foregår i årene 1946-1985, og bind to fortsætter helt op til i dag.

Tab, savn og familierelationer: Ny roman tager udgangspunkt i Aalborg
Privatfoto

På familiernes rejse gennem fire årtier oplever de store begivenheder der former dem, men også afslører, hvordan menneskets natur gentager sig.

Gennem efterkrigstidsrationering, dansk møbeldesign, kvindefrigørelse, den kolde krig, amerikanske drømme, beatmusik, fransk gastronomi, månelandingen, pornoens frigivelse og arbejdsmarkedspolitik rummer “For eftertiden” en fortælling om familie, arv og håb.

Om at finde sig selv i en verden i konstant bevægelse, og om hvordan vi alle er en del af noget større.

“Med et kærligt fokus på hverdagslivets dramaer og de små handlingers store betydning, håber jeg at skabe en fortælling, der både fængsler og efterlader læseren med stof til eftertanke,” fortæller Mikkel Drejer Raunslund om sin bog.

“Det er et studie i mennesker og relationer – om hvordan få valg, man tager lige nu kan få enorm betydning for næste generation,” tilføjer han.

I Aalborg følger man en traditionsbunden vognmandsfamilie, der har svært ved at følge med tiden.

“Jeg er ikke historiker, men jeg har lavet research så godt, jeg kunne. Der er både historier fra Aalborg Værft, Spritfabrikken og en masse lokal kontekst,” siger Mikkel Drejer Raunslund.

Romanen er også spækket med menneskelige valg, interessante karakterer, små hverdagsdramaer og flere dramatiske fortællinger, hvor blandt andet en mand forsvinder under en rejse til USA og efterlader sin hustru og datter.

Han håber, han har skabt noget, folk vil forholde sig til

Alt i alt har bogen taget tre år at skrive.

Bind 2 er allerede færdig og forventes udgivet inden sommerferien.

Mikkel Drejer Raunslund er ny i forfatter-verdenden, og han har meget realistiske drømme.

Derfor regner han ikke med at sælge flere tusinder udgaver af sin nye bog, men drømmer alligevel om at sælge nok til, at det kan løbe rundt i forhold til omkostningerne.

“Jeg håber, at jeg har skabt en god fortælling, som folk har lyst til at forholde sig til,” siger han.

For eftertiden kan allerede nu bestilles hos Bog & Idé.

Del artikel

Korte videoer

 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


Top 3 i dag




 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.