Milliarder af streams: Kæmpe verdensstjerne annoncerer koncert i Aalborg
Skråen har gang i de helt vilde nyheder i de her dage.
I sidste uge afslørede de, at den britiske rap- og grime-pioner Dizzee Rascal spiller koncert i Aalborg til oktober.
Nu er den “gal” igen.
For i en pressemeddelelse afslører de nu, at den amerikanske hitmager Swae Lee kommer til Aalborg.
Med over 41 millioner månedlige Spotify-lyttere, mere end 11 millioner Instagram-følgere og monsterhits som Sunflower og Unforgettable, der tilsammen er streamet over 7 milliarder gange, er Swae Lee blandt de mest streamede hiphop- og popartister i verden.
Torsdag den 20. august indtager han Skråen som en del af sin europæiske Same Difference Tour.
Med mere end et årti på toppen af den internationale musikscene har rapperen og sangeren Swae Lee etableret sig som en af sin generations mest karakteristiske stemmer.
Først som den melodiske drivkraft i den voldsomt succesfulde duo Rae Sremmurd og 1 siden som solokunstner, hvor han har været med til at definere lyden af moderne hiphop og pop.
Hit på hit på hit
Swae Lee slog igennem med Rae Sremmurd-hits som “No Flex Zone”, “No Type” og det globale gennembrud “Black Beatles”.
Men hans karriere tog for alvor fart uden for gruppen gennem en række internationale megahits i streaming-æraen.
Han står bag den diamant-certificerede verdenssucces “Unforgettable” med French Montana, har medvirket på Travis Scotts megahit “Sicko Mode” og opnåede historisk succes med “Sunflower” sammen med Post Malone, der blev den første sang nogensinde til at opnå dobbelt diamant-certificering i USA.
Hans karakteristiske melodiske vokal har gjort ham til en eftertragtet samarbejdspartner for kunstnere som Beyoncé, Madonna, Drake, Ellie Goulding, Alicia Keys og mange flere.
Samtidig har han udviklet sit eget musikalske univers, hvor hiphop, R&B, pop og elektroniske elementer smelter sammen i et udtryk, der har gjort ham til en af de mest genkendelige stemmer i moderne populærmusik.
I foråret 2026 udgav Swae Lee sit første egentlige soloalbum Same Difference, som også lægger navn til den aktuelle europaturné.
Albummet markerer et nyt kapitel i karrieren og viser en kunstner, der fortsat udfordrer grænserne mellem genrer og generationer.
Nu får publikum på Skråen mulighed for at opleve manden bag nogle af de største hits fra de seneste ti år, når Swae Lee gæster Aalborg til en af ganske få skandinaviske koncerter på turnéen.
Med plads til blot 650 publikummer bliver koncerten samtidig en usædvanlig intim mulighed for at opleve en artist, der ellers optræder for folk i titusindvis.
“Med Swae Lee rammer vi en kunstner fra helt øverste luftlag – og samtidig på et absolut højdepunkt i karrieren. Det er den type navn, man normalt forbinder med de største festivaler og arenaer, så at kunne præsentere ham i en sal med plads til 650 mennesker er ekstraordinært,” siger Troels Højgaard Sørensen, booking- og programansvarlig på Skråen.
Hvem?: Swae Lee (US)
Hvornår?: Torsdag 20. august 2026 Skråen i Nordkraft, Aalborg Døre: 19.00 Show: 19.30
Billetpris: 350 kr. + gebyr
Billetsalget starter fredag d. 12. juni kl. 10:00. Billetter kan købes via skraaen.dk, på Skråens billetkontor og i Salling. Forsalg for modtagere af Skråens nyhedsbrev starter torsdag d. 11. juni kl. 10:00.