Svenssons blog: Sådan er det at være “håndboldspilleren” Daniel igen

Skrevet den 9. august 2016 kl 20:10 Af Daniel Svensson

Svensson nyder det sociale samvær igen i Skjern. Her med holdkammerat Bjarke Christensen

Hold nu kæft hvor er det dejligt at være tilbage igen. At være Daniel Svensson. Håndboldspilleren. At fokusere på andre ting end kræften.

Det kan godt være, at det er noget af det hårdeste, jeg har prøvet rent fysisk i mit liv at komme tilbage og træne på det her niveau. Men det fjerner slet ikke den lykke af at være tilbage i omklædningsrummet og med i det sociale med gode venner og holdkammerater.

Vi er tre spillere, der kører sammen hver dag til træning fra Aalborg. Vi har altid haft en god rytme i det. Men det er klart, at nu hvor det er så hårdt for mig, så overnatter jeg også nogle gange i en lejlighed i Skjern, for ikke at være fuldstændig smadret.

Vi kører normalt klokken 7 om morgenen for at være sikker på at nå træningsstart 9.45.

Jeg kan mærke, at kroppen rykker sig en smule hver eneste dag. Jeg kan løbe en lille smule længere. Jeg kan tage nogle flere kilo i styrketræningen. Det er røvhårdt. Jeg er fuldstændig smadret. Jeg presser mig selv helt ekstremt.

Daniel i Aalborg — Svenssons kræftforløb for anden gang i livet har også trukket overskrifter i Tyskland, hvor han tidligere har spillet

Vi træner ofte med pulsmålere, og jeg ligger hele tiden på mellem 90-95 procent af min max-puls. Min arbejdsmængde er større end alle de andres. Helt naturligt fordi min krop har været svag af kræftforløbet.

Det er ikke en let ting. Det gør ondt. Jeg vil ikke anbefale andre at gøre det efter en kræftsygdom. Jeg skal også være påpasselig, og derfor har jeg også en god dialog løbende med min læge.

Jeg var forleden inde til tjek med blodprøve, og alle mine tal ser heldigvis gode ud. Det handler ikke bare om at komme ud og smadre sin krop igennem for at blive stærkere.

Der er mange overvejelser bag, og jeg skal også hele tiden passe på ikke at rende ind i overbelastnings-skader, for så bliver jeg sat tilbage i træningen. Jeg synes virkelig, at fysioterapeuterne i Skjern har været gode til at planlægge min træningsmængde.

Svensson i Aalborg — Svensson på spinning-cyklen sammen med holdkammerater i Skjern

Jeg forsøger at finde den rette balance hele tiden, og nogle gange presser jeg også mig selv ud over grænsen. Andre gange kan jeg holde den til kanten.

Det har også været sindssygt lækkert at træne håndbold igen. Jeg har været med for at få boldfølingen tilbage, og jeg fornemmer da, at jeg ikke helt har mistet sit niveau. Men det er klart, at konditionelt er jeg langt væk, og når jeg så bliver træt, så taber jeg kasketten og træffer nogle dumme beslutninger.

I sidste blog åbnede jeg op for et comeback for Skjern i ligaen allerede, når sæsonen indledes i september.

Det er stadig mit mål, men jeg synes også, at det er vigtigt at understrege, at det kortsigtede mål er at komme tilbage og være med i nogle korte perioder af kampene. Hvor jeg måske kan komme ind og være med i forsvaret og så ud igen.

Det er utopi at tro på, at jeg kan være med i en halvleg eller 60 minutter på det niveau. Så jeg kigger lige så meget fremad mod senere på året, hvor jeg gerne skulle være fit og klar på at få større indflydelse i kampene.

Men igen. Jeg gaber ikke over mere end jeg kan overskue. Og lige nu nyder jeg egentlig bare hvert eneste kast med håndbolden, og at min træthed skyldes, at jeg har trænet og ikke sygdom.