Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Svenssons blog: Folk skælder ud på de danske sygehuse – her er min oplevelse

Af Daniel Svensson
Daniel Svensson roser personalet på Aalborg sygehus
Daniel Svensson roser personalet på Aalborg sygehus

Efter 19 dages indlæggelse på sengeafsnit 7 vest i Aalborg blev jeg udskrevet i fredags. Jeg kan ikke takke de søde, kompetente og skønne sygeplejesker på afdelingen nok. Jeg har følt mig i så sikre hænder.

Jeg er stadig ret energiforladt, men nu begynder forberedelserne til stråling plus fjernelse af kateter.

Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen. Hver gang der kommer patienthistorier frem i de danske medier om sundhedsvæsenet og de danske sygehuse, så er det de negative historier.

Og med al muligt respekt for at mange også har haft en dårlig oplevelse i systemet. Men det alt alt for sjældent, at man hører om den positive oplevelse. Det er oftest, at når man er tilfreds med sin behandling, at man måske ikke har behovet for at skrive om sin oplevelse.

Jeg har fuld forståelse for, hvis man sidder og er ked af det over en dårlig oplevelse, at man så mere har brug for at råbe folk op i systemet.

Jeg er også patient i det danske sundhedsvæsen. Jeg joker nogle gange med, at det er mit fuldtidsjob. For smilet er jeg simpelthen nødt til at bevare. Jeg bliver nogle gange spurgt, hvordan jeg kan have så meget overskud, at dele det hele på sociale medier.

For mig er der tre ting i det. For det første er det selvterapi. Jeg får sat nogle ord på, hvordan jeg har det. Livet er måske noget lort lige nu, men jeg har det okay. Jeg kan godt have tabt alt mit hår på grund af kemobehandlingen og have hård mave i fem dage og hæmorider. Men det er okay. Jeg lever i nuet og nyder at være til.

Den næste ting. Kan jeg bare hjælpe et eneste andet menneske i samme situation til at få lyst til at åbne op og fortælle om sit eget forløb. Hvis jeg bare kan inspirere et andet menneske til at turde at vise, at man er på sit værste punkt i livet. For det hjælper at åbne op. At være sårbar. Dele sine erfaringer og ikke bare gemme sig helt væk.

Det sidste er, at jeg bare er sådan som person. Da jeg var rask, var jeg lige så åben. Jeg er typen, der snakker konstant.

Jeg føler selv, at jeg er en person, som kommer godt ud af det med de fleste. Når jeg så nu er ramt af kræft for anden gang, så kan jeg ikke se, hvorfor jeg skulle ændre personlighed.

Jeg er stadig den samme Daniel. Nu bare med en lidt mere alvorlig kamp end den på håndboldbanen.

Min aktuelle status i kræftforløbet er, at jeg for fjorten dage siden begyndte med den måske hårdeste af kemokurene men forhåbentligt også den sidste. Man kan ikke længere spore kræften med de metoder, der er.

Når jeg er igennem det, der hedder en PET/CT scanning. Så den sidste kemobehandling har været for at sikre, at det er fuldstændig væk. Den her behandling prøvede jeg ikke første gang i Tyskland. Den er så hård, at jeg simpelthen for at kroppen kan håndtere det, får sprøjtet nogle af mine egne stamceller tilbage i kroppen igen.

Den slags behandlinger bliver der kun lavet 40 om året i Aalborg, og på landsplan er tallet omkring de 200. Når jeg får stamceller transplanteret ind igen skal jeg i isolation, og der går op mod tre uger, før kroppen kommer sig igen.

Men det der er lidt vigtigt for mig at fortælle med den her første blog, er hvor fantastisk jeg har oplevet det danske sundhedsvæsen, og det personale der hver dag går en ekstra mil for deres patienter.

Det har været en meget speciel oplevelse denne gang i modsætning til første gang, jeg var igennem kræftforløbet, som var i Tyskland, hvor jeg spillede for TUS Lübecke.

Min kæreste Julie er i gang med en phd-afhandling med fokus på en screening-metode for prostatakræft. Der samarbejder hun rigtig meget med scanningsafdelingen på Aalborg Sygehus, og det er det samme personale, som jeg også har været til scanning ved.

Så det har været en meget speciel situation for hende at gå fra at være en kollega til en pårørende. Men jeg synes, at hun har håndteret situationen virkelig flot.

Svensson med sin skønne Aalborg-kæreste Julie
Svensson med sin skønne Aalborg-kæreste Julie

Den allerstørste forskel på de to forløb i Tyskland og Danmark for mig har været informationsniveauet. I Tyskland er det langt mere ordnung muss sein. ”Sådan her kommer det til at foregå, og så er det bare sådan”. Her i Danmark har jeg hele vejen igennem haft en superdialog med min hæmatolog (specialist i kræft).

Hun har været fantastisk hele vejen igennem. Vi har fundet en måde, vi kommunikerer bedst på. Jeg vil gerne, at have, at der ikke er no bullshit. De skal ikke bruge en sugar code på mig. Altså hvor man pakker dårlige nyheder ind i noget sødt. Jeg vil have tingene at vide. For så kan jeg langt bedre forholde mig til det.

Det er lidt paradoksalt, at jeg har været så glad og tilfreds for forløbet med Aalborg Sygehus. I begyndelsen var jeg måske en smule irriteret på dem, fordi de lavede en biopsi (vævsprøve for at finde den præcise type kræft) fire gange.

Jeg blev åbnet to gange i halsen, de stak mig en gang i brystet og en gang i siden hvor de var nødt til at skubbe ribbene til side.

Det var irriterende. Ventetiden var ulidelig. Hvad fejlede jeg? Hvorfor kunne ikke bare komme med et svar? Men det kan vise sig at være livsvigtigt, at de var så grundige. Der kan godt være en mistanke om en fejldiagnose i Tyskland, så de tog ekstra meget væv ud af mig. Den omhyggelighed og ihærdighed, jeg er blevet mødt med, er outstanding.

Da jeg fik konstateret cancer for anden gang, røg jeg ind i det der hedder kræftpakke forløb. Når det er et tilbagefald, så rykker de ekstra hurtigt. Jeg har ikke på noget tidspunkt følt mig negligeret. Der har ikke været en plet at sætte på min behandling og mit møde med Sygehus-Danmark i en alvorlig kontekst.

Og det er sådan det skal være. Der skal være plads til både de positive og negative historier. Man skal huske, hvor mange dygtige mennesker der hver dag knokler for at gøre din patientoplevelse så god som mulig, og det har jeg heldigvis mærket en hel del til.

Jeg håber, I vil blive ved med følge min blog fremadrettet her.

Jeg håber I vil støtte op omkring det her nye medie migogaalborg, som blandt andet er stiftet af en af mine gode kammerater, Thomas Enevoldsen.

Daniel Svensson

Professionel håndboldspiller i Skjern.

Daniel Svensson blogger
Daniel Svensson har en stor kærlighed til Aalborg.
Foto: Skjern Håndbold

Daniel vandt Årets Mediepris 2015 for at være den mest åbne sportspersonlighed i Danmark.

Oprindeligt fra Nørrebro, men har elsket Aalborg, siden han flyttede til byen i 2005.

Svensson kæmper mod kræften for anden gang i livet, og vi ønsker, at Aalborg støtter op om hans fight tilbage til håndboldbanen.