Svenssons blog: Bornholm venter – Jes Dorph får snakket et øre af
Når jeg smider noget ud på de sociale medier. Facebook, Instagram og Twitter så har jeg ofte nogle forskellige hashtags på. Dem vil jeg gerne uddybe lidt.
#fuckcancer. Ja, det siger vel sig selv. Det rykker fuldstændig gulvtæppet væk under en af at få konstateret kræft. Og så endda to gange. Når man har været rask i over to år, så er der omkring 4 procents chance for, at man bliver ramt igen.
Alle tanker om at blive ramt igen, havde jeg hældt ud. Jeg var 100 procent erklæret rask. Der er kun omkring tre procent, som bliver ramt af tilbagefald på lymfekræft og efter at have været rask i to år.
Den første følelse er, at livet er uretfærdigt, og jeg kunne slet ikke fatte, hvad jeg havde gjort for at fortjene det her.
Når du har et tilbagefald, så er det klart, at det er et hak mere alvorligt end første gang. Det er forfærdeligt at sidde med tankerne, om jeg kommer til at opleve min næste fødselsdag.
På det tidspunkt vidste vi heller ikke, om behandlingen ville virke, så selvfølgelig gik jeg også med tankerne om døden. Det har været sundt for mig at tænke det igennem, og jeg har en tro på, at det gør mig stærkere som person, at stå imod de ting jeg har mødt på min vej.
Men for mit vedkommende har det været vigtigt, at hurtigt mønstre en modstand. Det er hårdt for kroppen. Det er hårdt for psyken. Men jeg har forsøgt at forblive positiv og været hurtig til at omstille mig til den nye udfordring. Hvad jeg skulle gøre. Hvad der skulle ske.
Selv om jeg har forsøgt, er det umuligt, at være positiv hele dagen igennem. Der har også været dage, hvor jeg har brudt sammen og ikke ville det her. Det er også okay. Det skal der være plads til. Så er der ikke andet for, end at man må samle handskerne op igen.
Som I kunne læse i min første blog, så kan man ikke længere spore kræften med de metoder, der er. Så det er der, jeg vælger at holde fokus på nu.
#dererkundage Det var en manager for et hold i Spanien, der også havde været igennem et kræftforløb. Hans holdning var, at når man er igennem sådan noget, så spiller alle dagene en rolle. Alle dage betyder noget, om man ligger og kaster op, sover konstant eller får udslæt af kemoen. Eller en solskinsdag hvor energien er i top, og man kan nyde en god is.
Men alle dagene tæller lige meget. Jeg ser det som en militæroperation, hvor dagene rives ud af kalenderen, indtil man har nået målet. Og målet er selvfølgelig at blive rask igen. Så jeg tager bare en dag af gangen.
Men der er selvfølgelig også nogle ting, man stadig godt kan glæde sig til midt i kampen mod kræft.
En af de ting, jeg samler kræfter til, og som jeg er rigtig beæret over at skulle deltage i, er en begivenhed på Bornholm 18. juni. Det er i forbindelse med det store Folkemøde på Bornholm, hvor alle landets største politikere deltager.
Her er jeg igennem Kræftens Bekæmpelse og den fantastiske støtteforening Ung Kræft blevet spurgt, om jeg vil stille op til en slags interview-session med tv-værten Jes Dorph Petersen. Den tidligere politichef Per Larsen, som også har kæmpet mod kræft flere gange, er også med i panelet, hvor Jes Dorph interviewer os.
Så den tidligere Champions League-vært kan godt forvente at få snakket øret af den dag. Jeg snakker jo bare løs. Det er den person, jeg altid har været, og det ændrer sig ikke, selv om jeg er igennem det her.
Her kommer vi også til hashtag #ungkræft og #duerikkealene. I det hele taget er Ung Kræft virkelig en værdifuld forening for yngre mennesker, som pludselig skal tage stilling til så alvorlige ting.
Sidste år holdt jeg et foredrag i Rebild på landsmødet for Ung Kræft, hvor jeg fortalte om det at få kræft første gang. Være professionelt trænet og bruge den mentalitet til at komme tilbage på håndboldbanen.
Jeg har også været med til at lave en aktuel kampagne for dem, hvor der er blevet taget billeder af ti unge mennesker for ligesom at vise, hvordan kræften ser ud på ti forskellige personer. Den hedder “Jeg er i live” og lanceres i forbindelse med Folkemødet. Smugkig her
Det bliver forhåbentligt en spændende oplevelse at komme til Bornholm, som vrimler med prominente navne i de dage. Mit mål med at stille op er selvfølgelig, at der er nogen derude, som kan bruge det, de hører fra mig i deres egen situation.
Jeg har bevidst altid sagt til folk, at der ikke er nogen tabuer hos mig omkring kræft. Man kan spørge mig om alt. For det meste er jeg bare hudløst ærlig omkring mit kræftforløb.
Jeg har også oplevet flere, der har henvendt sig til mig på nettet. Jeg har fået en del gode bekendtskaber på den måde. Mange har åbnet sig op til mig. Det har også været hårdt for mig at være sårbar på andres vegne.
A photo posted by Daniel Svensson (@dsvensson25) on
Når man selv står i en lige så sårbar position, og så samtidig skal være der for andre mennesker.
Det er virkelig kommet under huden på mig, hvor skidt mange af disse mennesker har det. Men jeg er også den type, at jeg godt kan lide at lytte, snakke og være medmenneskelig.
Jeg har den holdning, at folk omkring mig helst skal have det godt, og det går jeg til længder for at sørge for.
Har jeg så overskuddet til at gennemføre en rejse til Bornholm og efterfølgende sidde foran så mange mennesker? Jeg håber det. Det er et valg, der gør, at jeg må vælge andre ting fra for at sørge for, at jeg er frisk nok til det.
Det har været en strategi fra begyndelsen. Jeg vil ikke lade mig diktere af min sygdom. Kræften bestemmer i forvejen så meget over mit liv lige nu, men den skal ikke 100 procent bestemme, hvad jeg skal og ikke skal. Det er mit liv, og det kan kræften ikke ændre på.
Daniel Svensson
Professionel håndboldspiller i Skjern.
Daniel vandt Årets Mediepris 2015 for at være den mest åbne sportspersonlighed i Danmark.
Foto: Skjern Håndbold
Oprindeligt fra Nørrebro, men har elsket Aalborg, siden han flyttede til byen i 2005.
Svensson kæmper mod kræften for anden gang i livet, og vi ønsker, at Aalborg støtter op om hans fight tilbage til håndboldbanen.
Daniel Svenssons seneste blogindlæg
[numblock num=”” style=”3″]Folk skælder ud på danske sygehuse: Her er min oplevelse[/numblock]
