Svært ved at følge med: Aalborg drukner i rotter
I december er det helt normalt, at rotterne både hopper, danser, svinser og svanser. Men i år er det ikke kun på nissens loft, at de står tæt i ring.
Firmaet Mortalin, der står for rottebekæmpelsen i Aalborg Kommune, har svært ved at følge med de mange anmeldelser.
I december 2023 fik Aalborg Kommune 500 anmeldelser om rotter – og her midt i december 2024 er kommunen allerede oppe på 1.400 anmeldelser.
Forventningen er op mod 8.000 anmeldelser for hele 2024, skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Længere behandlingstid
Mortalin har normalt ni fuldtidsmedarbejdere på arbejde i hverdagene og én vagt i weekenden.
I øjeblikket har de mere end dobbelt så mange, da der er 21 rottebekæmpere i hverdagene og tre i weekender og på helligdage i julen – så der er virkelig mange rotter i øjeblikket.
“Normalt bliver kritiske anmeldelser behandlet inden for 24 timer, mens øvrige anmeldelser bliver behandlet inden for tre døgn. I øjeblikket forsøger vi at have en behandlingstid på syv døgn ved ikke kritiske anmeldelser, men enkelte sager kan tage længere tid,” fortæller miljøchef Jens Riise Dalgaard fra Klima og Miljø i Aalborg Kommune.
Men hvorfor er der så mange?
De mange rotter er både i byen og på landet og kan skyldes flere ting.
Det milde efterårs- og vintervejr uden frost og sne giver rotterne let adgang til føde i naturen. Og jo mere mad, jo flere unger.
“Så længe rotterne har et tørt sted at bo og noget at spise, formerer de sig eksponentielt. De sidste par år desuden har været såkaldte “oldenår”, hvor der har været ekstra mange agern og bog – og dermed mere mad til rotterne,” fortæller biolog Kirsten Dyhr-Jensen fra Klima og Miljø i Aalborg Kommune.
Læs også: Søger singlefyre: TV2 leder efter deltagere til ny sæson af Bachelor Hvis du ser rotter eller tegn på rotter, skal du straks anmelde det via www.aalborg.dk/rotter. Anmeldelser bliver også tjekket i helligdagene.
Hvordan undgår jeg at tiltrække rotter?
• Undlad at fodre fugle direkte på jorden og fjern spild jævnligt.
• Tilpas mængden af foder til høns og andre husdyr, så der ikke ligger rester fremme.
• Undgå rod og affald, som rotterne kan søge ly i.
• Sæt ikke julemaden ud til afkøling i det fri. Selvom den er pakket ind, kan rotterne lugte den.