Guf for sushi-elskere: All You Can Eat sushi-restaurant åbnet midt i Aalborg
De sidste mange år har Jernbanegade 2 i Aalborg været kendt for sine asiatiske specialiteter.
Først med buffetrestauranten Thaigarden og indtil for nyligt med Nobu Street Food.
Men nu blæser der nye asiatiske vinde over den centrale adresse i byen.
Den nye indehaver af lokalerne, Xin Geng, har nemlig åbnet Suzumi: En japansk all you can eat sushirestaurant.
Xin Geng har de sidste 10 år arbejdet på en japansk restaurant i København, men nu er han klar til at stå på egne ben med sin helt egen restaurant her i Aalborg.
Med sig har har han professionelle sushikokke fra København, og et helt nyt koncept, som han tror Aalborg er klar til.
Velkendt koncept i nye klæder
Konceptet er i sin grundform set før: All you can eat Sushi til en fast, skarp pris.
Men til forskel fra diverse buffeter, bliver alt lavet efter gæsternes bestilling.
“Det bliver en moderne form for all you can eat, hvor alt er frisklavet,” fortæller Xin Geng.
Xin Geng har blandt andet fået bygget et nyt sushikøkken i restauranten, hvor de professionelle sushikokke står og laver den friske sushi til gæsterne.
Når man ankommer ved sit bord, får man udleveret et bestillingsskema af tjeneren med udvalget af forretter, sushi, sticks og desserter.
Dernæst udfylder man blot skemaet, og så bliver retterne lavet.
Er du ikke blevet mæt første gang, beder du blot om et nyt bestillingsskema.
Den eneste regel er, at man ikke skal bestille mere, end man kan spise.
Levner man mere end 3 stk. sushi eller sticks, opkræver Suzumi 10 kr. pr. stk. udover de tre stykker.
“Vi vil gerne undgå madspild, som man ofte ser med buffeter, og derfor har vi lavet denne simple regel,” forklarer Xin Geng.
Et bredt udvalg af starters, sushi og sticks
Som starters kan man blandt andet vælge Miso suppe, Edamame bønner, mini forårsruller og alverdens lækkerier indpakket i tempuradej.
Hovedpersonen på menukortet, sushien, findes også i alle afskygninger. Lige fra klassiske makiruller, Nigiri til Tataki, Futomaki og Kaburimaki.
Sticks er også et populært tilbehør til sushi, og her har Suzumi både ribeye, kylling, kongerejer, laks og asparges i bacon.
Retterne kan suppleres af op til 10 forskellige saucer, og når den søde sult melder sig, har Suzumi også altid en “Dagens Dessert” på kortet.
Suzumi har åbent mandag-torsdag fra kl. 12.00-21.30, hvor all you can eat koster 208 kr. (Børn under 11 år halv pris).
Fra fredag-søndag er åbningstiderne 11.30-22.00 og prisen er 228 kr. (Børn under 11 år halv pris).
Suzumi tilbyder også Take away. Du finder den nye restaurant på Jernbanegade 2 (Det gamle Nobu Street Food).