Det ka’ godt bli’ vildere: Suspekt vender tilbage til Skovrock 2026

Skråen og Skråens Venner løfter nu sløret for endnu et navn til Skovrock 2026 – og det er ingen ringere end Suspekt, som indtager Skovdalen den 28. august 2026.
”Suspekt satte på alle måder ild til et totalt udsolgt Skovdalen, da de indtog Skovrock-scenen tilbage i 2024. Derfor er vi enormt glade for, at Suspekt har sagt ja til endnu engang at kigge forbi Skovdalen til et kæmpe brag af en fest,” siger Ole Jørgensen, formand for Skråens Venner.
Den ikoniske Albertslund-trio – Bai-D, Klamfyr og Rune Rask – har for længst cementeret deres position som et af Danmarks stærkeste og mest kompromisløse liveacts.
Siden deres spæde begyndelse har Suspekt konsekvent udfordret rammerne for dansk hiphop både kunstnerisk og live. Med otte studiealbums og en perlerække af hits Proletar, Kinky Fætter, Gonzo, København og og Tænker Ikke På Andre, har de sat markante aftryk på de danske hitlister.

En folkefest i vente
Når Suspekt går på scenen, er der garanti for en liveoplevelse, hvor publikum er med fra første beat. Lydbilledet er tungt, intelligent og skarpt, lyrikken er kontant og rå – og energiniveauet er altid tårnhøjt. Trioens selvudnævnte proletarer formår igen og igen at skabe en kompromisløs fest, der sætter sig i hukommelsen som en oplevelse af de helt store.
I september 2023 indtog Suspekt et udsolgt Parken med et klart mantra: At skabe en folkefest, der hylder alle – på tværs af generationer, forskelligheder og sociale lag.
Her blev publikum inviteret til at hænge fordomme og bekymringer i garderoben og give sig hen til fællesskab og ekstase. Et mantra, der fortsat præger deres koncerter rundt i landet, hvor samspillet mellem trio og publikum er i centrum.
Nu går Suspekt et nyt live-år i møde, og ambitionerne er – som altid – skyhøje. Publikum kan roligt glæde sig til endnu en storslået koncertoplevelse med et af Danmarks mest potente liveacts, når de indtager Skovdalen til august.
Da Suspekt gæstede Skovrock i 2024, var koncerten fuldstændig udsolgt. Derfor lyder opfordringen klart: Sæt kryds i kalenderen den 28. august 2026 – og glæd jer til et brag af en fest under trækronerne i Skovdalen.
Billetsalget er netop startet. Billetter koster 395 kr. og kan købes i Salling (Aalborg), Skråens Billetsalg (torsdag kl. 15-17) samt på skraaen.dk.
Vildt program i vente
Skovrock 2025 ser ud til at blive historisk næste år.
Følgende navne er offentliggjort:
Skovrock 2026
13. juni: Guldimund + Zar Paulo
19. juni: Gnags
26. juni: Queen Machine
8. august: Lars Lilholt Band
15. august: Tobias Rahim
21. august: Kesi
28. august: Suspekt
29. august: Madsen + Poul Krebs
Årets Skovrock-pakke er offentliggjort og salget er allerede skudt godt i gang! Pakken indeholder igen i år billetter til fire forrygende koncerter i Skovdalen – og prisen er fortsat bare 595 kr. for hele pakken.
Dermed får publikum mulighed for at sikre sig en sommerklar billetpakke til nogle af landets eftertragtede kunstnere.
Skovrock-pakken 2026 indeholder billetter til følgende koncerter: 13. juni: Guldimund + Zar Paulo, 19. juni: Gnags, 8. august: Lars Lilholt Band, 29. august: Madsen + Poul Krebs.
Tilbuddet gælder til og med 1. februar 2026 – eller så længe lager haves. Det vil naturligvis også være muligt at købe billetter til de enkelte koncerter.