Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Surdejspizza og kolde øl: Surdejsbageren inviterer til særlige pizza-aftener

Af Stine Kjølby Christensen

Aalborg bugner af spisesteder, der slår sig på at lave autentiske og lækre pizzaer – men nu melder en ny (pizza)mand sig ind i kampen om at servere byens bedste.

Og her er virkelig tale om en mand, der har styr på at lave en god dej, så at sige. Det er nemlig ingen ringere end Surdejsbageren.

Fra torsdag den 6. maj og fremad inviterer Henrik Bruse og hans surdejshold til en særlig italiensk aften i surdejsbageriet på Budolfi Plads, hvor der – ikke overraskende – er surdejspizza på menuen.

“Vi testede pizzakonceptet til Open By Night sidste år, og efterspørgslen var enorm. Derfor har vi nu valgt at gøre det til en fast ting hver torsdag,” fortæller Henrik, da vi møder ham over en sprød og nybagt pizza i dag.

Pizza-aftenerne kommer til at finde sted fra 17.30 – 21.00 hver torsdag, hvor tonerne fra Eros Ramazzotti vil svømme ud gennem højtalerne, mens du nyder en lille bid af himlen – og måske én af de tre forskellige slags øl, som også serveres i aftenens anledning.

“Det må godt føles lidt corny, sjovt og plat, når man spiser hernede. Og hvis man gerne vil slippe for at høre Ramazzotti, så kan man også bestille pizzaerne som takeaway,” siger Henrik.

Surdejspizza og kolde øl: Surdejsbageren inviterer til særlige pizza-aftener

Et simpelt menukort

Det bliver da heller ikke overvældende at gå igennem menukortet, når du skal vælge din pizza. Der bliver nemlig kun lavet to forskellige, hvilket er et helt bevidst valg fra Henriks side:

“De bliver jo min definition af, hvad en god pizza er. Jeg kan bedst selv lide, når det bare er simpelt med en god tomatsauce – som vi selvfølgelig også selv laver – og mozzarella.

Så den variant vil altid være der,” forklarer han, og fortsætter:

“Den anden skifter fra gang til gang, men bliver med noget topping, der tilføjes efter at pizzaen er bagt. Det kunne være parmaskinke, ruccola, oliven eller en Pizza Blancho. Det bliver lidt efter humør.”

Surdejspizza og kolde øl: Surdejsbageren inviterer til særlige pizza-aftener

Allerede stor interesse

Pizzadejen er selvfølgelig bagt på surdej, uden snerten af gær, og består derudover af spelt, durum og Manitoba-mel.

Da vi prøvesmagte pizzaen i dag, var der da allerede mange nysgerrige øjne – og spørgsmål – rettet mod vores tallerkener. Og på trods af at der stadig er et par uger til den første pizzaaften, er pladserne nærmest allerede udsolgte.

“Man skal ringe herned og bestille et bord, hvis man vil være sikker på at være med. Det er også en god idé at forudbestille til takeaway,” opfordrer Henrik.

Prisen for pizzaerne bliver 90 kr. for den simple med hjemmelavet tomatsauce og mozzarella og 95 kr. for den fyldte udgave.

De første par gange bages der kun omkring 100 pizzaer, så du skal altså være hurtig, hvis du vil med på en minitur til Italien.

Du booker bord ved at ringe på dette nummer.