Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Surdej og lækre kager: Her åbner nyt bageri i Aalborg

Af Stine Kjølby Christensen

Han har efterhånden efterladt sig brødkrummer overalt i byen.

Tilbage i 2019 åbnede Henrik Bruse Aalborgs første surdejsbageri, og siden da er aalborgensernes kærlighed til surdejsbrød kun vokset.

Nu er der igen nyheder fra Henrik Bruse og også denne gang nogle af de helt gode.

Henrik åbner nemlig sit eget bageri under navnet “Nördens Bageri”.

“Navnet signalerer, at Norden er i fokus.

Vi bruger nordisk mel, ligger i Nordjylland og kommer til at sælge bagværk til ægte nordjyske priser.

Den lille detalje med O’et er en del af et ordspil, så det også bliver ‘nørdens’ bageri… for det må jeg nok erkende, at jeg er,” siger Henrik til MigogAalborg.

Åbner i helt ny bydel

Nördens Bageri får plads i et område, der endnu ikke har en god, gammeldags bager på bykortet: Eternitten.

Her får Henrik intet mindre end 367 kvadratmeter at boltre sig på, hvorfra han vil kombinere bageri med kaffebar – på den helt nede-på-jorden-måde.

“Det skal være et bageri, som jeg også ønskede fra starten med Surdejsbageren. God kvalitet, godt håndværk, et lille udvalg og en helt masse hygge,” forklarer han.

I montren kan gæsterne – udover surdejsbrød og boller – finde den gode, gamle hindbærsnitte, en snurre og croissanter.

“Vi starter stille og roligt op med en fast udvalg, og så kommer der nok nogle overraskelser ind i mellem, når der er tid og overskud til det. For eksempel pop-up-brunch, pizzaevent eller en speciel kage,” siger han hemmelighedsfuldt.

Ingen hokus pokus – kaffe til en 10’er

Udover Henrik selv, der skal passe butikken, får han også selskab af ingen ringere end hans mor.

Har man været stamkunde hos Surdejsbageren i Henriks tid, så ved man, at hun er en sand gave til det nye Nördens Bageri. Derudover skal der ansættes to baristaer, der kan trylle med kaffebønner.

“Det bliver ikke noget vildt hokuspokus kaffekort, men i stedet god kaffe til gode priser. For eksempel kan man få en filterkaffe til en flad 10’er – og vil man have en surdejsbolle med smør med, skal man slippe 25 kr.,” siger Henrik.

Lokalerne er ideelle til formålet med moderne faciliteter og masser af plads og lys.

Henrik får også mange udendørspladser, sydvendte endda.

Det moderne udtryk piftes op med genbrugsstole og interiør, mens væggene skal hylde Nordjylland med billeder fra Henriks yndlingssteder.

Herre i eget hus igen

Det er tydeligt, at han glæder sig til at blive herre i eget hus igen – nu med den erfaring, at han også skal huske at passe på sig selv.

“Stress er ikke for sjov, så det skal jeg ikke ud i igen. Derfor starter vi op med fem åbningsdage om ugen, onsdag til søndag, så jeg kan følge med,” siger Henrik.

Nördens Bageri forventes at åbne den 19. juni, og åbningstiderne lyder foreløbig på 7-16, onsdag-søndag.

På åbningsdagen vil der være gratis kaffe og surdejsboller til de hurtigste.

Du kan følge med på Instagram her.

Del artikel