Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Superligaens tophold er i byen: Vejgaard klar til deres største kamp

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: Lars Bo Nielsen
Foto: Lars Bo Nielsen

Hvis man i Aalborg vil se de bedste fodboldhold i Danmark, skal man normalt på Aalborg Portland Park.

Men onsdag eftermiddag kan man på Soffy Road i Vejgaard opleve Superligaens nummer et, når de lokale helte fra Vejgaard Boldklub tager imod FC Nordsjælland i Pokalturneringen.

Det er en realistisk, men spændt cheftræner vi har taget en snak med, inden det går løs klokken 16.15 onsdag.

”Vi er jo tæt på at være chancesløse, men den lille promille af en chance – den skal vi jagte! Det er også charmen ved pokalfodbold, og der er da sket større overraskelser i fodboldverdenen” fortæller Christian Flindt Bjerg, som har overtaget jobbet som cheftræner inden denne sæson.

Overraskede alle med oprykning

Vejgaard Boldklub overraskede alt og alle, da de i forrige sæson rykkede op i 2. division, hvor de da også havde det svært. I denne sæson er de så igen at finde i Danmarksserien, hvor de ligger på en delt 1. plads.

“Den gode opstart har givet os masser af selvtillid, og humøret i truppen er rigtig højt. Så vi går selvfølgelig efter den lille chance, der er.” siger Christian Flindt Bjerg.

Superligaens tophold er i byen: Vejgaard klar til deres største kamp
En glad cheftræner efter seneste pokalsejr over FC Sydvest 05 Tønder.
Foto: Lars Bo Nielsen

Store kontraster

Spillerne i Vejgaard Boldklub er rene amatører, og de skal selv betale alt fra årligt kontingent til nye fodboldstøvler.

”FC Nordsjælland er allerede ankommet tirsdag, overnatter og forbereder sig til kampen. Budgettet for det døgn er nok højere end hele vores årsbudget” fortæller Christian Flindt Bjerg.

Til sammenligning møder Vejgaards spillere først ind klokken 14 i dag.

”Vores spillere har jo arbejde eller studie ved siden af, så det hele skal tilpasses, selv om de fleste vist har fået lov at få en enkelt fridag til den her specielle kamp.”

Kæmpe kamp for klubben

Cheftræneren har i ugen op til kampen mærket, hvor meget den her kamp betyder for hele klubben:

”Det summer af liv og forventningsglæde herude. Det er en kamp, som alle i klubben ser frem til. Efter træningen i mandags bankede 18 mand på min dør for at sige, de var klar til at spille. De brænder virkelig for det.” siger Christian Flindt Bjerg.

Superligaens tophold er i byen: Vejgaard klar til deres største kamp
Kammeratskab og sammenhold er vigtigt i Vejgaard Boldklub.
Foto: Lars Bo Nielsen

Og han mener, at Vejgaard Boldklub er noget helt specielt.

”Det kammeratskab og sammenhold vi har er helt unikt. Når folk først kommer til klubben, så bliver de her ofte. Vi har måske ikke de bedste individuelle spillere, men kollektivet er måske et af de stærkeste i Danmarksserien.”

En anderledes stadionoplevelse

Christian Flindt Bjerg har selv stået i to norske pokalfinaler i sin tid som spiller, og han har endda afgjort den ene med sejrsmålet.

”Pokalturneringer er bare noget helt specielt. Chancen for at gå videre er minimal, men jeg er sikker på, spillerne er klar til at kæmpe en vis legemsdel ud af bukserne og vise, hvad det er vi står for.”

Superligaens tophold er i byen: Vejgaard klar til deres største kamp
Fodbold bliver spillet i smukke omgivelser på Soffy Road
Foto: Lars Bo Nielsen

Det hele går løs klokken 16.15 onsdag på Soffy Road i Vejgaard. Klubben anbefaler man køber billetter i forsalg, som kan ske lige her. Det koster 75 kr. for voksne og 25 kr. for børn under 15 år.

Og cheftræneren kan kun anbefale, at man møder op i eftermiddag:

”Det hele bliver 10 gange sjovere, hvis der er fyldt. Det er en unik mulighed for at se et klassehold i nogle anderledes rammer, end man er vant til. Soffy Road har sin helt egen charme, solen skinner næsten altid, og så er grillpølserne nogle af Danmarks bedste!” slutter Christian Flindt Bjerg.

Skulle Vejgaard Boldklub skabe sensationen og gå videre, venter der et nordjysk lokalopgør mod Hobro IK.

Del artikel

Andre læser også