Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gratis cykeltjek og rundstykker: Nu indvies ny supercykelsti i Aalborg

Af Ane Johanne Damgaard

De seneste år har Aalborg Kommune arbejdet på at opgradere cykelruten mellem Nytorv og Aalborg Universitetshospital til en såkaldt supercykelsti.

Mere plads, færre stop og bedre service til cyklisterne. Det er målet, som Aalborg Kommune har arbejdet ud fra, mens de har opgraderet ruten til supercykelsti.

Og fredag den 27. september er den nu for alvor klar til at blive indviet. Det skriver Aalborg Kommune.

Det er blevet langt nemmere og hurtige at suse gennem byen på cykel, og det vil kommunen gerne fejre sammen med aalborgenserne.

Hvis du besøger et af Aalborg Kommunes hotspots den 27. september fra kl. 7.30-10.30, har du muligheden for at forkæle både dig selv og din cykel.

Her kan du nemlig få et gratis cykeltjek af din cykel og få et morgenmads-sæt bestående af et rundstykke og en kop kaffe.

  • Du finder dem lige her :
  • NOVI: Alfred Nobels Vej 27, 9220 Aalborg Øst
  • UCN: Selma Lagerløfs Vej 2, 9220 Aalborg Øst
  • AAU: Fredrik Bajers Vej 7K, 9220 Aalborg Øst
  • AAU Kantinen: Fibigerstræde 15, 9220 Aalborg Øst.

For de knap så morgenfriske kan du i stedet komme forbi Nytorv kl. 14-16, hvor der også vil være gratis cykeltjek og øl, vand og pølser.

Fakta om supercykelstien

En supercykelsti er en cykelrute, hvor der er taget særlige hensyn for at sikre god komfort, ekstra plads og fremkommelighed for cyklisterne. Det betyder f.eks., at enkeltrettede stier som hovedregel er 2,5 m brede, der er fokus på at sikre så få stop som muligt, og der er ekstra servicefaciliteter langs ruten.

Gratis cykeltjek og rundstykker: Nu indvies ny supercykelsti i Aalborg
Ruten

Supercykelstierne skal øge trygheden for pendlerne og sikre gode forhold, der mindsker risikoen for ulykker på cykelstierne.

Projektet løber op i næsten 40 mio. kr. hvoraf 1/3 kommer fra Transportministeriets supercykelstipulje. Aalborg Kommune fik tilsagn om støtte helt tilbage i 2015, men på grund af en række justeringer af projektet og koordinering med en del andre anlægsprojekter, er det først fra 2019, at der er blevet arbejdet målrettet på det.

Der er supercykelstier i en lang række kommuner, men de er mest udbredte i hovedstadsområdet, hvor de gør det muligt at pendle trygt og hurtigt på cykel fra mange af omegnskommunerne.

Del artikel