Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stor anerkendelse: Søren Brostrøm besøger Drop-In vaccination i Aalborg

Af Stine Kjølby Christensen

Direktøren for Sundhedsstyrelsen vil personligt høre om erfaringerne fra Aalborg Kommune om samarbejde i boligområderne for at få flere vaccineret mod Covid-19.

Direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm lægger vejen forbi Trekanten i Aalborg Øst, når Aalborg Kommune sammen med Region Nordjylland tilbyder drop-in-vaccination i to aalborgensiske sogne, hvor tilmeldingen til vaccination halter lidt efter.

Den særlige indsats sker efter opfordring fra Sundhedsstyrelsen, og direktør Søren Brostrøm vil personlig besøge vaccinationsstedet på Trekanten i Aalborg Øst.

Sundhedsstyrelsen har netop opfordret kommuner og regioner til at lave en indsats i de boligområder, hvor andelen af borgere tilmeldt vaccination ligger lavt.

“Det er et personligt valg, om man bliver vaccineret.

Det respekterer vi, men for Sundhedsstyrelsen er det også vigtigt, at alle får truffet det valg. Vi ved bare, at der er mennesker, som vi har sværere ved at nå gennem de traditionelle kanaler i sundhedssystemet.

Derfor har vi opfordret regionerne og kommunerne til at gøre en særlig indsats. Personligt glæder jeg mig til at besøge Aalborg Kommune og høre om deres indsats i de to boligområder,” fortæller Søren Brostrøm.

Borgmesteren glæder sig over besøg

I forbindelse med besøget får Søren Brostrøm netop lejlighed til at tale med repræsentanter for boligselskaberne, de frivillige og kommunens koordinerende indsats både i Løvvangsområdet og i Aalborg Øst.

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen glæder sig over sundhedsstyrelsens besøg:

“Indsatsen på tværs af frivillige foreninger, boligselskaberne og kommunen fortjener stor anerkendelse.

Vi har et fasttømret samarbejde både i Løvvangen og i Aalborg Øst, der har gjort det muligt hurtigt at gribe ind, når der har optræk til smittestigning.

Det har vist sin prøve både i forhold at forebygge, men også ved at nå ud til de familier, som vi ved kan have vanskelighed at efterleve isolationsbestemmelser”.

En ekstra indsats

Borgmesteren fortæller, at samarbejdet bygger oven på de eksisterende indsatser i de to områder. Det er derfor helt naturligt, at der ydes en ekstra indsats i de nævnte områder:

“Det er ikke nok at tale om større lighed i sundhed. Skal vi løfte sundheden i f.eks. Aalborg Øst eller Løvvangen, så skal vi ud til den enkelte borger og have dialogen. Det kan vi kun i et samarbejde med de lokale kræfter”.

Sundhedsstyrelsen oplyser i øvrigt, at der i forbindelse med vaccinationsdagene også laves et evalueringsarbejde for at finde nogle af de barrierer, der måske gør, at der er borgere, der gerne vil vaccineres, men ikke får meldt sig til.

Drop-in vaccination i Aalborg Kommune

Torsdag d. 24. juni bliver Løvvangshallens gymnastiksal og Trekanten Bibliotek og Kulturhus i Aalborg Øst omdannet til drop-in vaccinationssteder mod Covid-19 for beboere i Nørre Tranders og Lindholm sogne.

Det sker i tidsrummet kl. 10-18, hvor beboerne får mulighed for at blive vaccineret uden forudgående tidsbestilling. Det eneste krav, er at man allerede er indkaldt til Covid-19 vaccination og ikke har bestilt tid til vaccination, er over 18 år og bor i hhv. Lindholm eller Nørre Tranders Sogn.

Program for besøget

  • Kl. 15:40: Borgmester Thomas Kastrup-Larsen byder Søren Brostrøm velkommen
  • Kl. 15:50: Søren Brostrøm bliver vist rundt på vaccinationscentret på Trekanten, hvor han taler med borgere og lægerne på stedet.
  • Kl. 16:00: Søren Brostrøm vaccinerer to-tre borgere på Trekanten. Det er efterfølgende muligt at interviewe borgerne.
  • Kl. 16:20: Søren Brostrøm og Thomas Kastrup-Larsen får lejlighed til at tale med Jens Erik Grøn formand for Sundby Hvorup Boligforening (Løvvangen), Denise Bakholm centerchef for Center for tværfaglig forebyggelse i Aalborg Kommune samt frivillige fra det lokale foreningsliv.
  • Kl. 16:40: Søren Brostrøm og Thomas Kastrup-Larsen taler med direktør Jan Nielsen, som er øverst ansvarlig for Aalborg Kommunes sundhedsberedskab og har stået i spidsen for planlægningen af de nordjyske kommuners vaccinationsindsats ude i kommunerne og med frivilligkoordinator Karin Boye om kommunens rolle på både midlertidige og faste vaccinationssteder.
  • Kl. 17:00: Medierne får lejlighed til at tale med Søren Brostrøm og Thomas Kastrup-Larsen.

Del artikel

Andre læser også