Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Sunde tal fra detailhandlen: Butikkerne vokser og tjener mere i Aalborg

Af Emil Kjær Jørgensen

Der har været mange forudsigelser og dommedagsprofetier for den fysiske butik, nu hvor flere og flere mennesker får øjnene op for handel over internettet. Men i Aalborg har butikkerne både vokset i vækst og størrelse siden 2008.

For selvom antallet af detailhandelsbutikker i Aalborg Kommune er faldet fra 980 til 910 i perioden fra 2008-2017, oplever detailhandlen fortsat vækst med en samlet omsætning på knap 13 milliarder. Det skriver BusinessAalborg i dag i en pressemeddelelse.

De positive budskaber stammer fra en analyse fra Institut for Center-Planlægning (ICP) og Aalborg Kommune.

Analysen viser også, at omsætningen inden for dagligvarer er steget med 18 procent, mens omsætningen i udsalgsvarer er steget med 14 procent i perioden.

Butikkerne i Aalborg slår landsgennemsnittet

Stigningerne i omsætningen er højere end landsgennemsnittet, og det er en udvikling der glæder Tonny Thorup, som er erhvervschef i BusinessAalborg:

”Det glæder mig, at butikkerne i Aalborg til trods for stærk konkurrence fra bl.a. udenlandske webshops fortsat øger deres omsætning,” fortæller Tonny Thorup i pressemeddelelsen og fortsætter:

”Som kommune er detailhandlen vigtig. Dels fordi et velfungerende butiksliv er afgørende for at tiltrække og fastholde indbyggere, virksomheder og turister, og dels fordi vores detailhandel faktisk beskæftiger knap 9.200 medarbejdere.”

Butikkerne vokser i størrelse

Antallet af butikker i perioden 2008-2017 er faldet med 24 færre butikker med dagligvarer og 28 færre butikker med udsalgsvarer.

Til trods for det fald, er bruttoarealet til dagligvarebutikker steget på 18 % og arealet til udsalgsbutikker er steget med 14 %.

”Butikkerne må have fat i den lange ende, for omsætningen er nu fordelt på færre butikker, der performer bedre end nogensinde,” forklarer Tonny Thorup i pressemeddelelsen.

Tonny peger også på, at shopping på mange måder er et socialt element, som skaber behovet for de fysiske butikker.

”De enkelte butikker har brug for mere og mere plads for at kunne give kunderne de rette oplevelser. Det kan f.eks. være kombinationen af butik, café mødested og værksted. Samtidig er der også flere og flere butikker, som integrerer deres fysiske butik med en webshop,” fortæller Tonny Thorup.

Byrummet skal understøtte omsætningen

Analysen peger desuden på, at spændende bymiljøer skal være med til at styrke og bakke op om detailhandlen. Noget som man også er særligt opmærksom på i Aalborg Kommune, og som man eksempelvis ser med Budolfi Plads, hvor omdannelsen vil bidrage til et varieret bymiljø.

”Butikkerne i Midtbyen ligger i nogle omgivelser, der bidrager til en større kundeoplevelse end blot oplevelsen ved at købe en vare. Særligt byder Aalborg Midtby på oplevelser i form af flotte byrum, spændende arkitektur og historie, mangfoldige bykvarterer, udespisning, mødesteder og meget mere,” siger rådmand i By- og Landskabsforvaltningen, Hans Henrik Henriksen i pressemeddelelsen og fortsætter:

”I det strategiske arbejde med den fysiske planlægning, vil vi gerne styrke denne udvikling blandt andet via design af interessante ruter gennem byen, der kan være med til at gøre oplevelsen interessant fra det øjeblik, man stiger ud af bilen i parkeringshuset eller står af bussen ved stoppestedet.

Lys fremtid for de fysiske butikker

Analysen viser desuden, at Aalborg Midtby har det største antal udsalgsvarebutikker i kommunen, men bruttoarealet og omsætningen er højere i City Syd, som står for hele 50 procent af omsætningen i kommunen. Det skyldes ikke mindst etableringen af store kæder som Plantorama og Shoppen i 2007 og Ikea i 2010.

Fremtiden ser også lys ud, hvis man skal tro analysen fra ICP og Aalborg Kommune. De forudsiger nemlig en betydelig vækst frem til 2028. Butikker med udsalgsvarer forventes at stige med 26 procent i omsætning, mens dagligvarebutikker stiger forventes at stige med 13 procent i omsætning.

Del artikel

Andre læser også