Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Sund sorgproces

Af Redaktionen

Det er på én gang noget af det absolut værste, der kan overgå et menneske, og samtidig noget, alle vil opleve på et eller flere tidspunkter i løbet af deres liv: At miste en person, man elsker og står nær.

Ligesom med kærlighedssorger er det et kæmpe tab, der forårsager en sorg af et sådant omfang, at man til tider har svært ved at tro på, at man kommer over det.

Det er ikke desto mindre ét af livets grundvilkår, og én af de ting, vi alle har til fælles – selvom det kan opleves som en totalt enkeltstående følelse, man er helt alene med.

Et paradoks, at én af de mest menneskelige oplevelser kan føles så egenartig og ensom. Det bliver aldrig nemt at miste og der findes ingen deciderede omveje, ingen enkel måde at speede sorgprocessen op på, men der er imidlertid nogle ting, man kan gøre, for at lette processen.

Tal om det!

For det første er det enormt vigtigt at tale om ens sorg – sådan er det uanset hvad, der har afstedkommet den.

Som sagt kan en sorg føles meget ensom: Det kan være svært overhovedet at formidle den, den er så overvældende og omfattende, at den synes at fange én i en bobbel af, der er svær at træde ud ad og som adskiller én fra omgivelserne.

Derfor har det at åbne op over for nogle og snakke om sine følelser flere funktioner. Dels får man får man afløb for de mange følelser og tanker, der kører rundt. Herved vil man (som regel) opnå en følelse af, at “få det ud”, at placere det et andet sted end (udelukkende) i dig selv og sine egne tanker, hvilket I sig selv har en terapeutisk, lettende effekt.

Dels er samtalen en måde, at imødegå og bekæmpe ensomheden på: Når du har fortalt om dine oplevelser og tanker, vil det potentielt give en oplevelse af, at være mindre alene, eftersom en anden – I kraft af sin lytten og medvidende rolle – nu til en vis grad “bærer tabet og sorgen” med én.

Man har, så at sige, ladet nogle andre ind i ens ellers ensomme rum af sorg.

At acceptere og holde fast i sig selv

Sorgprocessen kan som udgangspunkt synes kontrapunktisk: At man skal forstå og affinde sig med noget nærmest ufatteligt – og acceptere et uigenkaldeligt tab.

Men vi oplever det alle, og alle kommer på den ene eller den anden måde videre og lærer at leve med det. Intet I processen kan forceres og man må som noget af det første også acceptere, at det tager den tid, det tager.

Noget af det afgørende for at affinde sig med tabet, at håndtere det og kommer overens dermed, er ved at gøre ting og fortsætte sit liv på en måde, der bekræfter én i, at man stadig er – om ikke den samme – så dog den samme person, der fortsat kan lide de samme ting, dyrker de samme ting og gør det samme ting, som før.

Tabet skal ikke ignoreres eller slettes, som var intet sket, men det er vigtigt ikke at lade det udgøre et fuldstændigt nulpunkt, hvor alt stopper.

Hold fast i de vaner, mønstre, mennesker og fornøjelser, der udgjorde ens hverdag før, således at ens selvfølelse forbliver intakt og, at man ikke også mister dig selv.

Del artikel

Andre læser også