Er Aalborgs hurtigst voksende virksomhed: Nu søger de flere medarbejdere
Udsigten til Limfjorden er nærmest på første parket og bliver ikke meget bedre for en virksomhed beliggende i Aalborg.
I den tidligere Alm. Brand bygning et stenkast fra Havnefronten finder du virksomheden Admin by Request.
Hverken i Nordjylland eller i Danmark har virksomheden gjort synderligt ud af at øge kendskabsgraden.
Men spørger du hos IT-cheferne i internationale giganter som Disney, Garmin, Bill Gates Foundation, McLaren og mange flere så ved de udmærket hvem Admin by Request er.
Det første man møder på kontoret på anden sal i den store glasbygning i Aalborgs midtby er en storskærm med nye kunder.
Der er konstant bevægelse på skærmen, hvilket selvfølgelig indikerer, at der hele tiden kommer nye kunder til.
Det springer straks i øjnene, at University of Miami lige er blevet kunder i virksomheden. Bare lige sådan med et knips.
Kunderne kommer selv
Første tanke er, at der må sidde en gigantisk horde af sælgere, som bare ringer virksomheder over hele verden ned.
Men det er slet ikke tilfældet.
“Vi har en meget lille salgsindsats.
Kunderne kommer til os,” fortæller Lars Sneftrup Pedersen, da vi har sat os i et mødelokale med rundstykker og en kop kaffe.
Lars Sneftrup Pedersen har indvilliget i at åbne dørene og fortælle om den vilde succeshistorie som Aalborgs hurtigst voksende virksomhed ifølge Børsens Gazelle-liste.
De sidste fem år har Admin by Request fordoblet omsætningen år for år.
De er vokset 3.200% i bruttoomsætning.
Bundlinjen er i den grad også fulgt med, hvilket også spiller en væsentlig rolle i en væksthistorie.
Det er fuldstændig vilde tal i en tid, hvor mange brancher har hårde kår, og hvor tingene heller ikke kommer af sig selv i IT-branchen som tidligere.
Løser et kæmpe problem
At kunderne så selv banker på døren og efterspørger produktet må siges at være en ren eventyrhistorie.
Det skyldes ganske enkelt, at produktet løser et kæmpe problem for virksomheder verden over, som man ellers skulle bruge rigtig mange ansatte til at håndtere.
Kort fortalt så har Admin by Request udviklet et software-system til computere, som gør, at man let kan styre, hvilke programmer medarbejdere kan downloade på arbejdscomputeren.
Det er IT-sikkerhed på den høje klinge i en tid, hvor rigtig mange virksomheder oplever kæmpe kriser, når ondsindede hackere angriber.
Men i takt med succesen står Admin by Request også med en større udfordring.
De mangler medarbejdere. Dygtige kvalificerede software-udviklere.
Kevin Magnussen er ven af huset
Dem som der i forvejen er rift om, og som sjældent behøver at gå på Jobnet for at finde en spændende stilling.
“Hvis vi vil tiltrække de allerbedste, så er vi også nødt til at gå ud mere åbent og fortælle om, hvem vi er.
Vi er ikke mindst nødt til at gøre opmærksom på, hvilke store udfordringer og spændende opgaver, som venter de folk, vi hyrer ind som de næste.
For lige nu er vi på en ret vild international rejse,” fortæller Lars Sneftrup Pedersen.
På kontoret står en mannequin-dukke med en ægte Kevin Magnussen køredragt.
På hjelmen finder man navnet “Admin by Request”, som betyder, at Formel 1 fans verden over kommer til at blive eksponeret for det navn.
Sponsoratet i Kevin Magnussen er en kæmpe investering for Aalborg-virksomheden, men den har flere aspekter i sig.
Dels handler det om hele tiden at øge kendskabet til virksomheden internationalt, og så har Formel 1 været en passion for Lars Sneftrup Pedersen siden han var en ung knægt.
“Vi er superglade for samarbejdet med Kevin, og det er et vigtigt sponsorat for os.
Vi skal være stolte af, at vi har en dansk kører i Formel 1, og det er vigtigt, at der bakkes op.
Men Formel 1 er også bare en døråbner for vores virksomhed, så det har mange fordele,” forklarer indehaveren af Admin by Request.
Nørdet på den fede måde
Ved siden af ham denne morgenstund har han taget IT-chefen Jacob Buus med.
Det er Jacob, som har fået til opgave at hente nye dygtige udviklere ind i virksomheden.
Det har været en klar prioritet, at alle udviklerne skal sidde sammen i et team i Aalborg og ikke rundt omkring i hele verden.
“Når man arbejder som udvikler her, så er vi et tæt team, hvor vi hele tiden løser spændende opgaver sammen.
Selvom Lars er chefen for firmaet, så sidder han også med og udvikler. Vi er ret nørdet på den fede måde.
Vi har brug for noget kvalificeret arbejdskraft, som vi kan sparre med.
Medarbejdere der også kan sige; det har jeg en ide eller løsning til,” forklarer Jacob Buus.
Lækre omgivelser og fede ture
“Vi sidder hele tiden og optimerer vores produkt og udvikler nye løsninger i produktet.
Når vi lancerer en ny version, så er det straks i hænderne på flere hundredetusinder mennesker verden over.
Det tænker jeg helt sikkert gør os mere attraktive som arbejdsplads.
Så du må gerne skrive, at folk bare skal række ud til mig eller Lars, hvis de har lyst til at arbejde i en dynamisk virksomhed med både udfordringer og ret mange personalegoder,” lyder det videre fra Jacob Buus.
Lars Sneftrup Pedersen supplerer med, at man har gjort en dyd af, at omgivelserne ikke fejler noget.
Kontorlokalerne er lækre, og der er mulighed for udvidelse, for Admin by Request ejer selv bygningen nu.
Der mangler absolut ikke personalegoder på kontoret, hvor man er gode til at kræse om medarbejderne. Men der er også teamture i løbet af et år til eksempelvis USA eller Spanien.
Muligheden for at komme helt tæt på de store Formel 1 løb og mange andre fede oplevelser.
“Der er en stor frihed i jobbet, og så er der stor medbestemmelse i alt hvad man foretager sig.
Vi er vilde med dygtige folk, som har egne bud på løsninger og udvikling af et produkt.
Her er der ingen grænser for den slags,” forklarer Lars.
Grænser er der tilsyneladende heller ikke på strømmen af nye kunder, da vi forlader kontoret efter halvanden time.
Her er University of Miami allerede langt væk i bakspejlet, mens nye fra verden over tikker ind.
Vi lovede Admin by Request at nævne, at hvis man er interesseret i at høre mere om mulige jobs i virksomheden, så kan man skrive til jbu@adminbyrequest.com