Succesen gentages: Applaus og Nam går igen sammen om vild nytårsmenu

I den kommende uge afholder Tabu, Nam og Applaus et fuldt udsolgt kokketræf.
De fylder over tre dage deres restauranter med forventningsfulde gæster, som ser frem til en gourmetoplevelse kreeret af de tre toprestauranter.
De to sidstnævnte restauranter (Applaus og Nam) har endnu et projekt i ærmet.
Igen i år går de to restauranter sammen om at lave den ultimative nytårsoplevelse for take away.
De to restauranter har som bekendt kokkene Mads Hyllested og Kim Jeppesen ved roret.
Mads Hyllested driver foruden Applaus også Dejavú og Kim Jeppesen den latinsk amerikanske restaurant Menendez.
Derudover er de begge også i baglandet bag SMAEK, som åbnede i sommer i Casa Blanca’s gamle lokaler Ved Stranden.
I år er de to restauratører endnu engang gået sammen om deres nytårs take away. Menuen var en stor succes sidste år og blev meldt udsolgt lige inden nytår.
I år ser menuen således ud:
Fire snacks:
- Vaffel m. modnet skinke og trøffelcreme
- ”Kartoffelsandwich” m. rygeost, kapers og urter
- Tataki tun m. yuzucreme og sesam
- BBQ gris m. stikkelsbærsalsa og knas
4 retters menu:
- Marmoreret fjerkræsterrine m. karl johan creme, chips, sennepskorn, salater og ponzu
- Pocheret nytårstorsk m. hummerbisque, saltet mandler og urteolie
- Bålrøget okse m. glaseret rødbeder, solbær, kartoffelfondant med kartoffelemulsion, knas og trøffelsauce
- Mørk chokolademousse på sprød kiksebund m. passionscreme og knas på karamelliseret hasselnødder, marengs, tørret havtorn og skovsyre
Menuerne skal købes via Nemtilmeld og der vil ligesom sidste år være udlevering fra Restaurant Nam på Vesterbro 76, men også mulighed for at afhente menuer i Frederikshavn på p-pladsen ved To Trin Op.
“Efter sidste år erfarede vi at vores restauranter kunne noget specielt når vi arbejdede sammen.
Det var en sjov fusion vi lavede da vores to køkkener mødtes. Det vil vi gerne genskabe og videreudvikle på i år,” fortæller Kim Jeppesen.

Der vil naturligvis være en grundig vejledning sammen med menuen samt brød og smør.
Hvis man er hurtig og bestiller sin nytårs take away inden 1 december, gives der 10 % rabat på den samlede regning.
Du kan booke lige her.