Banditter fryser også: Strik gaver til dem, der sidder bag tremmer

“Banditter fryser også – men mest om hjertet.”
Sådan skriver Vor Frue Kirke Aalborg om deres strikkeklub, som selvsagt har et lidt anderledes fokus end de gængse klubber.
Strikkeklubben, som er startet af arresthuspræst Lena Bentsen, inviterer til at strikke julegaver til dem, der skal tilbringe julen bag tremmer, fordi det luner “i mere end én forstand!” som de skriver på Facebook.
Julen er ikke ligefrem rundt om hjørnet, så Vor Frue Kirke er bestemt ude i god tid, når de inviterer alle interesserede til at komme og strikke mandag den 28. marts fra kl. 14.00 til 16.00.
Det er sidste møde for strikkeklubben i denne omgang – næste gang de mødes er til oktober.
Ingen tilmelding nødvendig
Lena Bentsen sørger for, at der både er strikkepinde, garn og modeller, så du ikke selv behøver have noget med; dvs. ikke andet end din tid og lyst til at strikke gaver til dem, som måske trænger mere end andre.
Strikkeklubben mødes ved kirkens caféhjørne, og der vil være kaffe på kanden.
Ønsker du at deltage, behøver du ikke at tilmelde dig, men bare møde op.
Læs mere om strikkeklubben her.
Hvad: Strikkeklub
Hvor: Vor Frue Kirke, Vor Frue Plads 1
Hvornår: Mandag den 28. marts, kl. 14.00-16.00