Forny garderoben: Kom til stort tøjbyttemarked i Aalborg
Hvis du også synes, at forår rimer på oprydning og lækkert nyt til garderoben, så skal du sætte et stort kryds i kalenderen.
For på torsdag den 23. maj fra klokken 13.00-17.00 inviterer Salling til tøjbyttemarked på Algade Torv.
Her kan det tøj, som ellers aldrig ser dagens lys, få nye ejere og nyt liv, mens du er med til at sprede genbrugsglæde uden at skulle slippe så meget som en krone.
Sådan fungerer byttemarkedet
Et byttemarked er nemlig et pengeløst genbrugsmarked, hvor du giver, hvad du har, og tager hvad du kan bruge.
Du skal blot finde op til ti stykker tøj, som andre kan få glæde af.
Når du kommer med tøjet, bliver det vurderet, om det falder ind under den “low-end” (rød) eller “high-end” (grøn) kategori. De tager ikke imod undertøj, strømper, babytøj, legetøj, tasker og sko.
Herefter får du udleveret tokens, der svarer til værdien af dit tøj – enten røde eller grønne.
Og så kan du ellers bytte dine tokens til nye gode sager.
Alt overskydende tøj bliver doneret til Re:Wair og støtter deres mission om at bekæmpe tekstilaffald og udbrede kendskabet til en mere ansvarlig modeindustri.
Du vil ikke nødvendigvis finde det samme antal stykker tøj, som du afleverer. Men når tøjet er afleveret, kan det ikke fortrydes.