Stort pressemøde i Aalborg: Mange unge blandt de smittede
Torsdag formiddag afholdt tre af de øverste folk fra myndighederne i Aalborg pressemøde på Borgmesterens Forvaltning midt i Aalborg.
Her var Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen, Ulla Astman, regionsrådsformand i Region Nordjylland og Anne Marie Roum Svendsen, politidirektør ved Nordjyllands Politi til stede.
Hvis man havde frygtet eller ventet nye store restriktioner i Aalborg, som man har set det i Odense og København, så kan man trods alt ånde lettet op.
Smittetrykket er på 12,9 smittede per 100.000 indbyggere over de seneste syv dage, og det holder Aalborg i en “god” farve hos Sundhedsmyndighederne, hvorimod Frederikshavn er i rød zone.
Især de unge udgør stor procentdel
Men tingene kan hurtigt vende i Aalborg, lød det på pressemødet. Man oplever især, at det er den yngre målgruppe, som er smittede.
Det oplyste Ulla Astman.
“Det er flere af de unge mellem 20-29 år, der er smittet den seneste tid. De udgør cirka en fjerdedel af de smittede i Nordjylland. Så derfor har vi en stor bøn til unge. At de husker at tage deres forholdsregler.
Vi synes, de generelt er gode til at huske mundbind i offentlig transport, og det er vigtigt, at man holder afstand og bruger masser af håndsprit og husker at vaske hænder,” lød det fra Regionsrådmanden.
Har overvejet opholdsforbud
Politidirektør Anne Marie Roum Svendsen blev spurgt til, om man ikke bør indføre en opholdsforbud i Jomfru Ane Gade.
I fredags måtte politiet nemlig rydde Gaden efter alt for mange stod forsamlet langs festgaden.
“Vi har selvfølgelig gjort os nogle overvejelser omkring et decideret opholdsforbud. Men det er en svær øvelse, da man godt må stå i kø ind til stederne i Jomfru Ane Gade.
Men vi kommer til at være massivt og markant til stede torsdag, fredag og lørdag, og jeg tror ikke, at vi kommer til at se den situation igen fra i fredags,” lød det fra politidirektøren.
“Men det er et godt eksempel på, hvor hurtigt det kan gå. Det var på meget kort tid, at der pludselig stod alt for mange mennesker samlet, som ville ind et sted før klokken 23.00, og så traf vi en beslutning om at få folk videre,” forklarede Anne Marie Roum Svendsen.
Vil gerne holde smitten væk
Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen understregede på pressemødet, at man lige nu gør alt, hvad man kan for at forhindre smittespredning i Aalborg, som vi har set det i Odense og København som lige nu er Corona hot-spots.
“Vi har en god dialog med myndighederne, erhvervslivet og vores uddannelsesinstitutioner. Vi har et beredskab klar, hvis smittetallet stiger her i vores by.
Vi er heldigvis på nuværende tidspunkt ikke i en situation, hvor vi er nødsaget at gøre som i København og Odense, hvor der er kommet flere restriktioner,” sagde Aalborgs borgmester.
Opdateres