Stort område afspærres: Militæret rykker ind i Aalborg

Der kommer hegn, vagter og militær tilstedeværelse i Port of Aalborg.
Midt i december – og få dage før jul – bliver en del af Aalborgs Østhavn nemlig gjort til midlertidigt militært område, efter en aftale mellem Nordjyllands Politi og Forsvaret.
Afspærringen gælder fra mandag den 15. december klokken 19.00 og frem til onsdag den 17. december klokken 20.00.
Området bliver lukket med hegn og tydelig skiltning – og vil i hele perioden være bevogtet af Forsvaret og Hærhjemmeværnet.
Årsagen er opbevaring af militært materiel.
En tidsbegrænset militærforanstaltning
Det militære område ligger i Østhavnen i Port of Aalborg – i den del af erhvervshavnen, hvor der normalt ikke er offentlig adgang.
Ifølge myndighederne får afspærringen derfor ikke betydning for almindelige borgere, men synet af uniformer og bevogtning vil kunne mærkes i området.
Der er tale om en tidsbegrænset militærforanstaltning, og når afspærringen ophæves onsdag aften, vender havnen tilbage til normal drift.
Men i knap 50 timer er Østhavnen altså under militær kontrol.