Stort medie: Aalborg Håndbold køber Sagosen med øjeblikkelig virkning
Fans af Aalborg Håndbold har knap nok fået armene ned efter gårsdagens dramatiske sejr over Barcelona i Champions League, før der er mere at juble over.
For nu vender en af en Aalborg Håndbolds helt store stjerner gennem tiden tilbage til klubben.
Sander Sagosen skifter med øjeblikkelig virkning til Aalborg Håndbold. Det erfarer svenske Sportbladet.
Der har længe været rygter om en genforening mellem den norske stjerne og Aalborg Håndbold, hvor Sagosen spillede fra 2014-2017, inden et skifte til først PSG, så Kiel og inden han vendte hjem til storsatsende Kolstad i hjemlandet.
Det er skader til bl.a. svenske Lukas Nilsson og dopingmistankerne mod Miguel Martins, der nu gør, at Jan Larsen vælger at købe Sagosen fri i den norske klub.
Transfersummen for Sagosen er ikke oplyst – og Aalborg Håndbold har endnu ikke bekræftet transferen.