30 år i Aalborg: Pool Hall fejrer flot jubilæum
Er du til pool, øl og live musik, så skal du måske med til 30-års jubilæumsfest hos Fast Eddie’s Pool Hall lørdag 14. september?
“Byens ældste og hyggeligste pool hall” kalder de sig selv på deres hjemmeside, og der må jo være noget om snakken, for på lørdag kan de altså fejre deres 30-års fødselsdag.
Selvom der, som navnet antyder, er fyldt med poolborde i de brune, træbeklædte lokaler, så er det langt fra den eneste aktivitet, man kan give sig i kast med – også bordfodbold, shuffleboard og dart tiltrækker gæsterne.
Og måske er det netop det store aktivitetsudvalg, der får folk til at komme tilbage?
“I den branche her er 30 år jo lidt vildt.
Folk kommer stadig og fortæller, at de kan huske, da vi åbnede, og siger, at det er som at komme hjem, og det giver mig kuldegysninger hver gang,” fortæller Allan Møller Larsen, der var med til at starte Fast Eddie’s tilbage i 1994.
Billige bajere og covermusik
Ingen fødselsdag uden gode tilbud.
Og sådan er det naturligvis også hos Fast Eddie’s, der hele ugen har sat prisen på Tuborg og Classic ned til 30 kroner, ligesom man på lørdag kan købe Gin Hass til samme pris.
Hvis ikke det er tillokkende nok, så er der lørdag livemusik fra coverbandet “Upstairs” fra kl. 21-24, hvor der spilles alt det bedste fra de seneste fem årtier – en tuborg i den ene hånd, en gin hass i den anden, mens du synger med på “Sweet Home Alabama”. Så kører det.
“Bandet “Upstairs” var også med til at starte festen til vores 25-års jubilæum, og det var en stor succes, så de har fået lov at komme igen,” smiler Allan.
Har fulgt med tiden – både i baren og på musikken
Det er ingen hemmelighed, at virkeligheden anno 1994 og 2024 er vidt forskellige, så hvordan har Fast Eddie’s formået at holde sig populære i alle disse år?
Det har medstifter Allan Møller Larsen et godt bud på.
“Vi prøver så vidt muligt at følge med tiden. I gamle dage var vi nærmest kun en ølbar, men nu har vi både drinks og cocktails.
Jeg tror også på, at folk godt kan lide, at vi holder fast i ikke at være et diskotek. Vores lokaler er jo lidt en tidslomme med den amerikanske pool hall-stil, og det skal det fortsætte med,” forklarer Allan Møller Larsen.
Fast Eddie’s Pool Hall bryster sig desuden af at have professionelle borde og materialer, som de mener, får folk til at komme forbi igen og igen.
“Selv amatører kan jo mærke, når de spiller på god kvalitet,” påpeger medstifteren.
Opkaldt efter en legende
Når jeg selv har gået forbi Fast Eddie’s lokaler på Maren Turis Gade, har jeg altid tænkt, at navnet Eddie’s sikkert stammer fra en tidligere ejer eller stifter.
Men så kedelig er historien slet ikke.
I 1961 udkom filmen “The Hustler” om det amerikanske pool-talent “Faste Eddie” Felson.
Han kunne snyde enhver modstander på sin vej og gå fra poolbord efter poolbord med lommer fulde. Altså lige indtil han møder sin overmand i karakteren “Minnesota Fats”.
Karakteren om “Fast Eddie” er ifølge flere baseret på den virkelige poollegende Eddie Parkers bedrifter.
Og når der findes så god en historie fra pool-verden, så var det nærmest nødvendigt, at den nordjyske pool hall skulle hedde Fast Eddie’s.
“Vi synes, der var en rigtig fed historie bag navnet. Og så elsker vores gæster det også, så det blev hængende,” forklarer Allan Møller Larsen.
Prøver 30 år mere
Fast Eddie’s har formået at udvikle og forny sig gennem tiderne, og den tendens har de også kunnet se på klientellet.
“Før i tiden var det meget mænd, der kom og spillede, men nu er det lige før, at der er flere kvinder – det er i hvert fald 50/50,” siger Allan Møller Larsen.
Under coronapandemien fik de gennemrenoveret lokalerne, men ellers har de ikke de store fremtidsplaner. Og det er der en grund til.
“Man skal jo ikke ændre på noget, der virker,” griner Allan.
Om det bliver til 30 år mere med Fast Eddie’s Pool Hall i Aalborg, er der ingen, der ved.
Ifølge medstifteren er det kun gået fremad år for år, så hvorfor skulle det ikke kunne fortsætte?
Du kan læse mere om fødselsdagsbegivenheden på Fast Eddie’s facebookside.