Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Gør en forskel: Stort marked indtager Gammeltorv i weekenden

Af Nathalia Hentze Nielsen

Har du lyst til at gøre en forskel for andre i Aalborg?

Der findes utallige måder at være frivillig på og utallige foreninger og organisationer, der har brug for hjælp, men det kan være svært at overskue de mange muligheder.

Nu kan du blive klogere på, hvordan frivilligt socialt arbejde og fællesskaber gør en forskel. Du kan møde de frivillige sociale foreninger til Frivilligmarked i Aalborg i morgen, lørdag den 10. juni, kl. 11.00-15.00.

Her sætter De Frivilliges Hus i Aalborg fokus på frivilligheden sammen med 35 lokale foreninger til Frivilligmarked på Gammeltorv.

Du kan møde nogle af de mange aktive frivillige i Aalborg og blive klogere på, hvordan de frivillige organisationer gør en forskel.

Fællesskab som et frirum

Blandt de 35 foreninger er Det Kærlige Måltid, hvor frivillige tilbereder og leverer måltider til familier i Aalborg, som er ramt af akut livstruende sygdom eller traume.

Omkring 100 frivillige er en del af Det Kærlige Måltid Aalborg, heriblandt 24-årige Simone Tommerup fra Aalborg.

“Før Det Kærlige Måltid havde jeg faktisk aldrig været frivillig, men idéen om et fællesskab og det at være en del af noget, der var større end en selv, tiltrak mig rigtig meget. Nu har jeg været frivillig i to år, og jeg kan med hånden på hjertet sige, at det er en af de bedste beslutninger, jeg nogensinde har taget.”

I Det Kærlige Måltid er køkkenet rammen for det frivillige fællesskab, hvor de tilbereder maden, pakker den og skriver en kærlig hilsen til familien, der modtager aftensmåltiderne. For Simone er fællesskabet i køkkenet et frirum.

“Det var rigtig sundt for mig at starte op, fordi jeg nogle måneder tidligere havde mistet et nært familiemedlem. Så køkkenet blev et sted, hvor jeg ligesom kunne få tankerne lidt væk og bruge det her rum og de her skønne mennesker til at få reboostet min egen energi.”

For Simone var det sagen i Det Kærlige Måltid, der tiltrak hende, men det frivillige fællesskab kom til at have en stor betydning for hende også.

“Noget af det aller vigtigste, jeg har fået med, er et meningsgivende fællesskab med personer og mennesker, som jeg aldrig ville have mødt, hvis det ikke havde været for Det Kærlige Måltid.

Det, at vi hjælper familier, som er ramt af akut livstruende sygdomme, det gør bare, at der måske er nogle bestemte personlighedstyper, der bliver inspireret eller draget til foreningen. Så jeg har fået en rigtig god venneflok, som jeg ses med privat, der faktisk blev skabt, ved at vi var en del af det her fællesskab sammen.”

Få indblik i frivilligheden på Gammeltorv

Det Kærlige Måltid er et godt eksempel på, hvordan Frivillige sociale fællesskaber både giver mening for dem, der er i en svær livssituation og benytter et frivilligt socialt tilbud, og dem, der er frivillige.

Den 10. juni sætter Frivilligmarked fokus på de mange forskellige former for frivillige sociale fællesskaber.

Her kan du møde foreningerne og blive klogere på, hvordan man bliver frivillig.

Markedspladsen på Gammeltorv åbner kl. 11.00 og byder udover indblikket i frivilligheden på et gratis stykke kage og en kop kaffe.

Del artikel