Stort flykaos: Alle afgange aflyst fra København – Aalborg er mere heldig
Der er kaos i de franske lufthavne, hvor flere hundrede flyveledere strejker.
Det smitter også af på flytrafikken fra Danmark fredag.
Fra Københavns Lufthavn er alle afgange til Frankrig aflyst, mens der heller ikke lander fly fra Frankrig i lufthavnen i dag. Det skriver TV2.
I Aalborg Lufthavn følger man også intenst med i kaosset. Indtil videre ser det dog ud til, at man sniger sig ude om balladen.
Flyet til Nice med afgang kl. 17.15 ser altså ikke ud til at blive påvirket.
“Der sker rimelig meget i lufthavnene i Nice og Paris i de her dage, så vi følger nøje med. Men som udgangspunkt forventer vi, at flyet mod Nice flyver som planlagt,” fortæller Martin Svendsen, der er salgs- og marketingsdirektør i Aalborg Lufthavn, til MigogAalborg.
Læs også: Flyvende sommerstart: Nye afgange har givet Aalborg Lufthavn et passager-boost Strejken betyder, at antallet af fly til Frankrig er reduceret med 50 procent.
Ifølge Reuters betyder det, at mere en 1500 flyvninger er aflyst torsdag og fredag, mens tæt på 300.000 passagerer bliver ramt af strejken.
“Det er et stort regnestykke, de har gang i, men hvordan de gør det op, ved jeg ikke. Heldigvis ser det altså ud til, at afgangen herfra Aalborg ikke bliver ramt,” konstaterer Martin Svendsen.
Norwegian-afgangen fra Aalborg er desuden fuldt booket.
Strejken er i første omgang kun varslet for torsdag og fredag. Dermed ser det altså ud til, at man også kan regne med planen, hvis man har booket en tur til Nice fra Aalborg de kommende uger.
Aalborg Lufthavn har hver uge to afgange til Nice.