Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stort byggeri tager form: Her kommer 220 studieboliger med udsigt over Limfjorden

Af Michael Qureshi
Illustration: Arkimeta Architects
Illustration: Arkimeta Architects

Der bygges rigtig mange steder i og omkring Aalborg.

Mange af stederne er det boliger i den lidt dyrere ende, men PFA’s kollegie med 220 studieboliger begynder for nu alvor at tage form, og det blev i ugens løb markeret med et såkaldt omdannelsesgilde på byggeriet.

Kollegiet opføres med plads til 220 studerende og har en attraktiv placering på Lindholm Brygge med kort afstand til Aalborg Centrum og samtidig i grønne omgivelser lige ud til Limfjorden.

Det skriver PFA i en pressemeddelelse.

“Der bliver tale om meget moderne og attraktive studieboliger, hvor beliggenheden er i top helt ud til vandkanten ved Limfjorden og med kun 10 minutter på cykel til Aalborg centrum og byens mange uddannelsestilbud.

Vi har i byggeriet stort fokus på bæredygtighed og på at skabe et godt studiemiljø og styrke fællesskaber. Og vi glæder os til at byde de studerende velkommen til kollegiet og over at bidrage til den fortsatte udvikling af Aalborg som studieby,” siger Michael Bruhn, ejendomsdirektør i PFA.

Stort byggeri tager form: Her kommer 220 studieboliger med udsigt over Limfjorden
Illustration: Arkimeta Architects

Fitnessrum og minibiograf

Alle værelser har eget bad og toilet. Der er fælles køkkener, og dertil kommer en række andre fælles faciliteter såsom læsesal, værksteder, fitnessrum, minibiograf og festsal.

Kollegiet kommer til at rumme i alt 220 værelser på 13 m2-26 m2 (netto), og oveni kommer fællesarealerne.

Aalborgs borgmester Thomas Kastrup Larsen sætter stor pris på, at PFA-kollegiet er bygget netop her:

“Det nye kollegie er både med til at skabe et godt studiemiljø, styrke fællesskaber og ikke mindst bæredygtighed. Det går hånd i hånd med Aalborgs DNA, og derfor passer det nye kollegie perfekt ind her i Aalborg.

At omdanne en gammel kontorbygning til et nyt og bæredygtigt kollegie viser, hvordan det er muligt både at tænke og handle bæredygtigt,” siger Thomas Kastrup Larsen.

Kollegiet i Aalborg er et af i alt fire nye kollegier i hele landet, som PFA planlægger at opføre.

Som led i markeringen af PFA’s 100-års fødselsdag i 2017 besluttede PFA at bygge fire nye kollegier i landets største studiebyer København, Odense, Aalborg og Aarhus.

Kollegiet i Odense står klar, mens der endnu ikke er taget hul på byggerierne i København og Aarhus.

Kollegiet i Aalborg ventes klar til indflytning i juni 2020.

Del artikel

Andre læser også