Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stort borgermøde i Gigantium i aften: Giv din mening til kende

Af Emil Kjær Jørgensen
Foto: Mads Peter Veiby
Foto: Mads Peter Veiby

31. august kom Magistraten i Aalborg med deres forslag til de næste års budget for kommunen.

Men hvad skal pengene så bruges til? Det er naturligvis altid til stor debat – både i byrådet, men også blandt byens borgere.

Derfor inviterer Aalborg Kommune i aften til en stor og spændende debat i Atletikhallen i Gigantium fra kl. 19-21.

Her kan alle interesserede høre lidt om budgetforslaget og efterfølgende stille spørgsmål og komme med input til budgettet.

Du kan læse det fulde budgetforslag lige her.

I forbindelse med præsentationen af budgetforslaget for 2019-2022, udvalgte vi her på redaktionen tre spændende tiltag fra budgetforslaget:

1: Cykel- og gangbro fra Stigsborg Havnefront til Musikkens Hus

Vi er mange, der ser frem til, at Aalborg inden længe får en helt ny bydel. Udbygningen af Stigsborg går for alvor i gang i 2019. Det kan du læse meget mere om her.

Byrådet har anmodet Stigsborg Arealudviklingsselskab om at udarbejde et beslutningsgrundlag for en mulig etablering af en cykel – og gangbro mellem Musikkens Hus og Stigsborg-området.

Hvis man besøgt Islands Brygge i København, kender man Bryggebroen, hvor flere tusinde cyklister og gående nyder, at man kan krydse vandet uden støjende og osende biler.

Selvom projektet er i sin spæde fase, og der først skal laves forundersøgelse, finansiering mv. lyder det umiddelbart som et tiltag, der vil binde den nye bydel sammen med det helt unikke område omkring Musikkens Hus.

Det er endnu uvist, hvornår broen eventuelt kan stå færdig, men MigogAalborg følger selvfølgelig projektet tæt.

2: Udvidelse af Gigantium

Gigantium er blevet en enorm succes i Aalborg, og bydelen omkring området er i stor vækst, hvor der skyder boliger op overalt. Derfor afsætter man 45 mio. kr. til at udbygge Gigantium med blandt andet to nye idrætshaller.

Kommunen er også i dialog med Universitetet om, at de kan flytte relevante uddannelser ud til Gigantium. Det kræver dog, at universitetet selv finansierer auditorier, laboratorier mv.

Efter planen skal de to nye bevægelseshaller stå færdige i 2021.

Stort borgermøde i Gigantium i aften: Giv din mening til kende
Skitse til udvidelsen af Gigantium

3: Udvidelse af +Bus

BRT bliver Aalborgs svar på letbanen i Århus. Det er en miljøvenlig højklasset busforbindelse, som kommer til at øge kvaliteten i den offentlige trafik i Aalborg. Du kan læse meget mere her.

I de kommende fire år forventer man at investere 510 mio. kr. i den kommende +Bus-løsning.

Første etape drejer sig om den tolv km lange strækning fra Væddeløbsbanen gennem midtbyen til det nye Aalborg Universitetshospital.

Men som noget nyt afsætter man nu 1 mio. kr til at undersøgelse af de trafikale, tekniske og økonomiske forudsætninger for etablering af en +BUS 2 mellem Svenstrup og Bouet.

Dermed er der håb for, at endnu flere bydele i Aalborg bliver bundet sammen ved hjælp af en hurtig og miljøvenlig BRT-forbindelse.

Bus i Aalborg
Sådan ser BRT BUSSEN ud i den franske by Metz

Andre hovedpunkter fra budgetforslaget:

Stigsborg Havnefront

Udbygningen af Stigsborg går for alvor i gang i 2019. Derfor anmoder Byrådet Stigsborg Arealudviklingsselskabet om at udarbejde et beslutningsgrundlag for en mulig etablering af en cykel- og gangbro mellem Musikkens Hus og Stigsborg-området.

Der afsættes 26 mio. kr. til etablering af Stigsparken i 2019 til 2021.
Det planlagte skolebyggeri vil blive suppleret af en børnehave med tilhørende vuggestue med plads til ca. 120 børn i alderen 0-5 år.
Desuden planlægges et nyt plejehjem med 75 pladser på Stigsborg – til erstatning for Elmely.

Nye institutioner i centrum
Pasningsgarantien er under pres i Vesterkæret og Sønderbros skoledistrikter. Derfor afsættes der 21 mio. kr. til en ny børnehave med plads til 100 børn og en ny vuggestue til 50 børn.

Udvidelse af Klarup Skole
Elevtallet har været stærkt stigende på Klarup Skole, og tendensen fortsætter. Derfor er der i alt afsat 40 mio. kr. til udvidelse af Klarup Skole og udvikling af læringsmiljøer.

Voksenhandicapområdet
Der er stigende pres på voksenhandicapområdet – de seneste fem år er antallet af sager til eksempelvis bostøtte, botilbud og personlig assistance steget markant. Der er i 2019 tilført betragtelige midler til at håndtere udfordringerne.

Cykelsti til Dall-Ferslev
Etablering af en cykelsti til Dall-Ferslev – der afsættes 7 mio. kr. i 2019.

Ghettoplan og sikring af pasningsgaranti
Højst 30 % af børnene i en institution må komme fra Ghettoplanens udpegede boligområder. Derfor ombygges to institutioner, og der etableres en børnehave i tidligere DUS lokaler i Nørresundby. Der afsættes 22 mio. kr. Kommunen vil søge penge til det fra låne- og ansøgningspuljen, som regeringen har afsat med ghettoplanen.

Læreraftalen
Til aftalen om arbejdstid mellem Aalborg Kommune og Aalborg Lærerforening afsættes der 2,9 mio. kr. i 2019. Derudover afsættes der 7 mio. kr. årligt fra 2020 for at øge fleksibilitet af bl.a. undervisningsforberedelse, og der lægges loft på undervisningstimetal.

Kollektiv trafik
Busdriften tilføres 5,81 mio. kr. for at opretholde det nuværende serviceniveau og 0,59 mio. kr. til etablering af knudepunkter.

Gigantium
Der afsættes 45 mio. kr. til at udbygge Gigantium med blandt andet to nye idrætshaller. Gigantium afholder mangeartede arrangementer, og der er behov for en udvidelse af faciliteterne.​​​​

Vejgaard Bibliotek
Der er afsat 3 mio. kr. til ombygning af Vejgaard Bibliotek. Det skal forud afklares, om der med ekstern bygherre kan skabes et nybyggeri af et multihus, der kan rumme bibliotek, sygeplejeklinik, aktivitetscenter for ældre, seniorboliger, de Frivilliges hus og de frivillige, der allerede bruger huset.

Myndighedsproduktion
Væksten i Aalborg betyder stor aktivitet i byggeri og et behov for planlægning. Det betyder pres på byggesagsbehandlingen og lokalplanlægningen. Der afsættes derfor ekstra 4 mio. kr. årligt.

Binderup Å
Der skal ske en forbedring af Binderup Å, da der findes en kunstig opstemning i vandløbet, der hindrer, at fisk kan bevæge sig frit i vandløbet. Der påtænkes fjernelse af den og restaurering af vandløbsstrækningen. Der afsættes 0,3 mio. kr. i 2019.

Ny Materielgård
Over de næste 4 år er der afsat midler til at realisere planerne om en ny Materielgård.

Del artikel

Andre læser også