Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Hvilken by skal Aalborg være i fremtiden? Stort borgermøde gav mange svar

Af Emil Kjær Jørgensen

Det er et ambitiøst projekt, som Aalborg Byråd har søsat.

De vil nemlig finde ud af, hvad der er Aalborgs DNA.

Byen og  kommunen er inde i en rivende udvikling, og fortiden og nutidens Aalborg er vidt forskellige fra hinanden.

Rygende skorstene, fabrikker, beton og eternit er erstattet af et rigt kulturliv, nybyggerier og et stort fokus på uddannelse og viden.

Det er omfattende at definere Aalborgs DNA, og derfor har der været et ekstra stort fokus på at inddrage hele kommunen i processen.

Indtil videre har det medført hele 230 tætskrevne sider med inputs fra udvalgte borgergrupper og råd og nævn, som har deltaget i diverse workshops.

Derudover har man givet ordet frit på Aalborg Kommunes hjemmeside og de sociale medier – det har givet omkring 1200 bud på Aalborgs DNA.

Lørdag var tiden så kommet til det store Borgertopmøde i AKKC, hvor over 150 borgere mødte op.

8000 tilfældigt udvalgte havde fået en invitation i postkassen, og derfor var det en repræsentativ flok, som mødte op i AKKC.

Her skulle deltagerne drøfte de input, der er kommet fra øvrige borgere, virksomheder og institutioner i de forgange seks uger, og derudover selv bidrage med input til kommunens nye fortælling og vision.

Hvem er vi og hvor skal vi hen?

Allerede inden borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, bød velkommen på scenen i AKKC gik snakken lystigt fra de mange borde, som var stillet op i dagens anledning.

Det var en tydeligt stolt borgmester, som talte til forsamlingen:

“Vi har glædet os rigtig meget til i dag. Det er tid til at skabe en ny fortælling og en ny vision for Aalborg. Hvem er vi? Hvor skal vi hen? Vi håber, at vi få rigtigt mange gode bud på, hvor vi skal hen.

Siden 2008 er vi blevet 9 procent flere borgere i kommunen, men det hele skal ikke gå op i tal og rammer. Det er mennesker, der er bag de her tal.

Skolelæreren, der sørger for en meningsfuld hverdag, Kent Wolfsen, der driver galleri og laver fantastiske kunstudstillinger, der drager folk til fra hele verden. Det er ALLE jer, der bor og lever i kommunen.

Hvordan skaber vi sammen det gode liv i Aalborg?”

Det er alle store spørgsmål, som kræver en masse diskussion. Dagen var derfor delt op i tre overordnede debatrunder:

    • Aalborg i dag
    • I hvilken retning skal Aalborg udvikles?
    • Konkrete initiativer til at fremme udviklingen

Hvilken by skal Aalborg være i fremtiden? Stort borgermøde gav mange svar

“Vi må ikke miste kontakten til det gamle Aalborg”

Den første debatrunde hed “Aalborg i dag”, og her skulle de mange borde diskutere, hvad der kendetegner byen i dag.

Her fik MigogAalborg lov til at sidde med ved Bord 25, hvor borgerne diskuterede alt lige fra infrastruktur til byplanlægning

Der blev blandt andet fremført, at Aalborg er ved en skillevej i disse år, hvor vi skal finde ud af, hvor vi skal hen som by.

Her blev der lagt vægt på, at Aalborg ikke skal konkurrere med andre byer, men finde vores egen måde at gøre tingene på.

“Vi må ikke miste kontakten til det gamle Aalborg. Vi skal huske vores kultur og historie, og ikke have så travlt med at være noget andet,” lød det blandt andet fra bord 25.

Der blev også snakket en del om byplanlægningen i Aalborg, hvor tætheden af byggerierne især blev diskuteret.

“Vi skal huske at tænke atmosfære, når vi bygger.

Øgaden er her 50-60 år efter, jo stadig et charmerende og harmonisk område. Der mangler harmoni og æstetik i de ting, som der bliver bygget nu.

Idéen med de mange byggerier er god nok, men indpakningen er helt forkert,” sagde en af borgerne.

Der var også plads til masser af ros til byen.

Omkring bordet var der enighed om, at byen har meget rummelighed. Der er plads til skæve eksistenser, og folk behøver ikke at passe ind i en bestemt ramme.

Der blev Fjordbyen nævnt som et klart eksempel.

Der blev også lagt vægt på, at områder som Vestre Fjordpark, Musikkens Hus, Karolinelund er med til at løfte Aalborg som by. Det samme er uddannelsesinstitutionerne, som er blevet en livsnødvendig ting for Aalborg:

“Hvis ikke universitet var blevet bygget i sin tid, tror jeg måske byen var gået bort. De studerende bruger byen og tager del i det aktive arbejde for at lave kulturelle og sociale tilbud.”

Mange glade borgere i kommunen

Efter første debatrunde, var det tid til en spørgerunde blandt de mange borde.

Her skulle hver enkelt borger svare på nogle spørgsmål, som var defineret ud fra de mange workshops, møder og seminarer, der har været holdt over de seneste seks uger.

Ud fra en række udsagn skulle de blandt andet svare på, hvad der beskriver Aalborg Kommune bedst.

Her svarede 54 %, at vi bor i en moderne kommune med vækst, udvikling og internationalt udsyn. 53 % pegede på, at vi er en kommune, som har et godt udbud af kultur-og fritidsaktiviteter, mens 53 % beskrev Aalborg som en unge- og uddannelseskommune.

Der var også mere simple spørgsmål, som “Synes du, at Aalborg Kommune generelt har været igennem en god udvikling?”. Her svarede 36 % “Ja i høj grad” og 46 % “Ja i nogen grad”, mens 13 % svarede “både og”. Kun 1 % af de adspurgte svarede “nej”.

Hvilken by skal Aalborg være i fremtiden? Stort borgermøde gav mange svar

Fra sovende industriby til …

Inden frokosten samlede dagens vært Tina Gøtzsche op på, hvad der var blevet diskuteret ved de mange borde.

Her havde Bord 6 snakket meget om Aalborg som byen, der var vokset fra at være en sovende industriby til at være en by, med internationalt udsyn.

Bord 4 havde snakket meget om det rige kulturliv, som præger byen, hvor især Musikkens Hus og Kunsten blev fremhævet.

De synes også, at der er et godt samspil mellem kommune, erhvervsliv og udannelsesinstitutionerne.

Bord 4 og Bord 9 var enige om, at byggematadorerne styrer byen for meget. Der bliver bygget for tæt i byen, og der må gerne stilles større krav, så Aalborg bevarer sin charme.

Dette blev suppleret af Bord 5, som mente, at det er vigtigt at huske de grønne områder i byen. De er byens åndehuller og de skal bibeholdes.

Efter en velfortjent frokost, var det tid til at kigge fremad med de to store debatemner “I hvilken retning skal Aalborg udvikles?” og “Konkrete initiativer til at fremme udviklingen.”

Borgmesteren lavede følgende status efter Borgertopmødet:

Den nye vision forventes politisk behandlet i slutningen af 2018.

Hold øje med MigogAalborg, hvor vi selvfølgelig følger op på, hvad resultatet af Aalborgs DNA bliver.

Del artikel

Andre læser også