Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Store profiler kigger forbi: Soldatens Hus åbner i Aalborg

Af Emil Kjær Jørgensen
Anne Lillelund og Mads Pærregaard skal etablere Soldatens Hus i Aalborg
Anne Lillelund og Mads Pærregaard skal etablere Soldatens Hus i Aalborg

Siden 1991 har mere end 70.000 danske soldater været udsendt på missioner overalt i verden.

Selvom der i samfundet primært har været fokus på de mange negative konsekvenser af en aktiv militær indsats i udlandet, har Soldatens Hus i København i stedet haft stor succes med at udbrede de gode budskaber om dét at være udsendt.

Soldatens Hus er nu klar til at udvide deres gode budskaber til resten af landet, og Aalborg bliver den næste by, som får glæde af de mange arrangementer og tiltag, som Soldatens Hus kan tilbyde.

Den første konference bliver den 5. maj kl. 9, som helt symbolsk også er dagen for Danmarks befrielse.

Det hele kommer til at foregå på det smukke Utzon Center, hvor man kan præsentere et bredt program med store navne inden for den militære- og civile verden.

Militæret skal forenes med det civile liv

Soldatens Hus blev skabt i marts sidste år af tidligere militærpsykolog Anne Lillelund, der i dag er selvstændig konsulent og hendes kollega fra Forsvaret militærpsykolog Nikolai Cerisier Roitmann . De har begge gjort karriere inden for Forsvaret og været udsendt som militærpsykologer utallige gange.

“Vi skabte Soldatens Hus sidste år, fordi vi manglede et sted, hvor der var fokus på styrkerne ved en militær karriere. På trods af hvad mange tror, lider de fleste tidligere udsendte ikke af alvorlige psykiske efterreaktioner som PTSD. De har derimod en masse kompetencer og erfaringer, som kan være særdeles i fordelagtige i det civile liv – hvis man forstår, at bruge dem rigtigt,” fortæller formand Anne Lillelund til MigogAalborg.

Med Soldatens Hus har de skabt en erfaringsudveksling mellem Forsvaret og det civile liv, og de mange arrangementer på Kastellet i København har fået en overvældende modtagelse.

Store profiler kigger forbi: Soldatens Hus åbner i Aalborg

 

Næste by i rækken

Det er helt naturligt, at Aalborg bliver den næste by, som får glæde af Soldatens Hus’ mange tiltag. Vi er nemlig den kommune i Danmark med næstflest veteraner, nemlig hele 2.133 af slagsen.

Det bliver veteranen Mads Pærregaard fra Aalborg, som bliver den lokale repræsentant for Soldatens Hus. Til dagligt er han direktør for firmaet Human Risks, og han har selv taget skridtet fra den militære til den civile verden.

Han mødte Anne Lillelund da han var udsendt i Afghanistan, og siden da har de holdt kontakten ved lige. Han ser meget frem til at kunne tilbyde soldater, pårørende og andre nysgerrige noget helt nyt i regionen.

”Vi vil gerne skabe et sted, hvor man kan mødes og udveksle erfaringer. Det kan vi forhåbentlig bidrage til ved at afholde en række arrangementer, hvor man sætter fokus på forskellige emner og lade soldater og civile mødes for at sætte de positive sider i centrum.”

Store navne til første konference i Aalborg

Første arrangement i Aalborg får titlen ”Udenfor hegnet – soldatens styrker i det civile”, og det er et stjernespækket program, som Soldatens Hus har fået stablet på benene.

10.30 er der oplæg ved Morten Kvist Carl, som i dag er Global direktør for Compliance & Quality hos Trust Pilot. Han er den eneste mand i Danmark, som både kan mønstre sig af med titlen som jægersoldat og frømand.

“Det er noget af et scoop. Han er ægte aalborgenser, og han passer perfekt ind i formidlingen af, hvordan man som militærperson også får succes i det civile liv,” forklarer Mads.

Store profiler kigger forbi: Soldatens Hus åbner i Aalborg

Efter en (lækker) frokost kan deltagerne se frem til ”Finskytterne vender tilbage”, hvor journalisten Jimmy Solgaard interviewer finskytterne Søren Guldager og Kasper Madsen.

De har haft stor succes med programmet ”Finskytterne” på Radio24syv, hvor de på en dynamisk og humørfyldt måde fortæller om livet som finskytte, og hvad det vil sige at være veteran i Danmark.

”De er nærmest som et gammelt ægtepar, når de diskuterer alvorlige emner som det at slå ihjel, og om hvordan man klarer det civile liv bagefter en udsendelse,” forklarer Anne.

Senere er der lagt op til en stor paneldebat, hvor politiker og formand for Interforce Søren Gade, Nordjyllands politidirektør Anne Marie Svendsen, Chef for Trænregimentet Jess Møller Nielsen og direktør Martin Bro fra DESMI vil diskutere Forsvarets betydning for Danmarks civile liv.

”Det er et panel med meget på hjerte, som formentlig vil gøre deltagerne klogere på samarbejdet mellem erhvervslivet, politiet og Forsvaret,” fortæller Mads.

Netværk skal skabe grobund for samarbejde

Efter de mange spændende indslag, vil der være mulighed for at netværke med andre fremmødte, paneldeltagerne og forskellige profiler fra det nordjyske erhvervsliv.

”Vores helt store styrke i Soldatens Hus er jo, at vi skaber netværk mellem Forsvaret og det civile liv, og på sådan en dag har vi samlet en masse kompetencer, som kan hjælpe hinanden i det videre civile liv. Vores håb er, at de forskellige verdener kan møde hinanden, og formentlig få en masse med fra sådan en dag.”

Mads fortæller MigogAalborg, at de allerede har oplevet en stor efterspørgsel på billetter, og der er kun plads til 150 mennesker i de idylliske lokaler ved havnen.

Det koster 50 kroner at deltage i arrangementet, hvor man både får en croissant og kaffe at starte på, frokost og snacks og øl/vand i løbet af dagen. Du kan tilmelde dig lige her.

Del artikel

Andre læser også