Store planer for Aalborg Zoo: Verdensnyhed præsenteret i dag

I dag, torsdag den 21. juni, er Grønlands nationaldag og i den anledning inviterede Aalborg Zoo til præsentationen af første etape af deres helt store masterplan frem mod 2030, nemlig “Ekspedition Sikumiut”.
Symbolsk for Grønland blev præsentationen selvfølgelig holdt ved isbjørneanlægget, hvor direktør for Spar Nord Fonden, Steffen Nørgaard på fondens vegne overrakte en flot donation på hele 5 mio. kr. til projektet.
Udover donationen fra Spar Nord har Aalborg Kommune også valgt at støtte projektet med 10 mio. kr., mens Aalborg Universitet har doneret 5. mio. kr.
Frem mod 2030 arbejdes der på at indsamle op mod 150 mio. kr. i fondsmidler til den nye afdeling i Aalborg Zoo.
”Vi er rigtig glade for den lokale opbakning vi har fået fra blandt andre Aalborg Kommune og Spar Nord. Det gør, at vi nu kan fokusere på at indsamle de resterende penge til projektet. Uden den lokale anerkendelse, så var projektet ikke blevet til noget,” fortæller Henrik Johansen, direktør for Aalborg Zoo, til MigogAalborg.

Verdensnyhed i Aalborg
Med “Ekspedition Sikumiut” bliver Aalborg Zoo verdens første zoologiske have med en afdeling, der alene har fokus på Grønlands dyr, natur og kultur.
En tredjedel af havens areal omdannes til et grønlandsk landskab med tundra, gletcher, fjord- og bygdmiljø, hvor havens gæster møder alle Grønlands landlevende pattedyr og oplever det tætte samspil mellem mennesker og natur på Grønland.
I tæt samarbejde med Aalborg Universitet etableres et arktisk forskningscenter med danske og internationale forskere, der skal opbygge og formidle viden om Grønland.
Centret placeres midt i Zoo, så besøgende kan komme helt tæt på den nyeste forskning og viden om grønlandske forhold.
Tæt forhold mellem Aalborg og Grønland
Donationen fra Spar Nord Fonden sikrer sammen med støtte fra Aalborg Kommune, AAU og Aalborg Zoo’s Bygge- og udviklingsfond den brede lokale opbakning, der danner et solidt fundament for den videre proces med at søge fondsmidler til “Ekspedition Sikumiut”.
“Det er et fantastisk projekt, som Aalborg Kommune er glade for at bakke op om. Aalborg Zoo kan rigtig meget for alle aldersgrupper. Det er en stor kulturinstitution med 370.000 besøgende om året,” fortalte Mads Duedahl, Rådmand i Aalborg Kommune og fortsatte:
“Det er en del af vores sjæl i Aalborg. Vi er glade for, at man har valgt Grønland, for det betyder noget specielt for os her i Aalborg.”
Nationaldagsfejring i Aalborg Zoo
I dag kan du også fejre Grønlands nationaldag i Aalborg Zoo.
Programmet er som følger:
15.00 Der serveres kage, kaffe, the og saftevand
15.20 Tale ved Mette Frederiksen, formand for Socialdemokratiet
16.00 Underholdning af Ikinngutigiit Koret og taler af næstformand Anna Lynge og foredragsholder Erik Peitersen
17.00 Musikalsk underholdning ved Past Midnight og ved Rikka
17.30 Der serveres smagsprøver af forskellige delikatesser sponsoreret af Royal Greenland
18.00 Den store grill tændes, og man har mulighed for at grille egen medbragt mad
Billetter til arrangementet kan fra d. 11/6 hentes gratis i:
Det Grønlandske Hus i Aalborg, Vesterbro 79, 9000 eller Kofoeds Skole, Ågade 23, 9000 Aalborg.
Det er også muligt at få billetter ved Aalborg Zoo’s indgang hele dagen.