Masseslagsmål, en anholdelse og to sigtelser: Julefrokostweekenden startede vildt

Fredag aften var én af sæsonens helt store julefrokostaftenener i Aalborg. Og det gik vildest for sig tidligt på aftenen i Skalborg.
Klokken 19.40 blev politiet kaldt ud til et masseslagsmål i Maximum i forbindelse med en julefrokost.
Det fortæller vagthavende ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen, lørdag morgen.
“Vi har anholdt én person, og så er der to, der er sigtet for overtrædelse af restaurationsloven,” siger han.
Der var mange politifolk til stede i forlystelsescentret, men over aften ved 20.35-tiden, var der nogenlunde ro på gemytterne, og de fleste kunne køre videre derfra.
“Derudover er der en enkelt herre, der vågner op i detentionen, men ellers har det været en rolig nat for os,” fortæller vagtchefen.
Store-julefrokost-weekend
Det er denne weekend, der er én af de helt store weekender for firmajulefrokoster, og det er man selvfølgelig klar over i politiet.
“Derfor holder vi ekstra øje med barmiljøet og kører nogle flere patruljer i områderne, så vi er synlige,” siger Karsten Højrup Kristensen.
Det samme vil politiet gøre i aften, lørdag, hvor der igen er lagt op til én af årets store gå-i-byen-aftener.
Læs også: Gratis juleaften i Aalborg: Restaurant inviterer dem, der mangler et sted at være