Husk det nu: Store dele af Vesterbro spærres fra i dag
Sommerferieperiode er lig med asfaltarbejde.
Det må man så sandelig sige, at kommunen udnytter på den mest trafikerede vej i midtbyen.
“Vesterbro er en af de mest trafikerede veje i Aalborg, og det slider på asfalten. Nu er der behov for et nyt slidlag på den centrale vej fra Stengade til Limfjordsbroen både på kørebaner og cykelstier,” oplyser kommunen.
Det betyder, at busruter bliver omlagt, og at trafikanterne skal ud på en lille omvej, når der i perioder er lukket for trafik.
Fra søndag klokken 06.00 til mandag klokken 06.00 var Limfjordsbroen spærret for biltrafik, og nu gælder det så en større del af Vesterbro.
Få overblikket her:
Vesterbro Syd (Borgergade til Stengade)
Fra mandag den 29. juni til fredag den 10. juli spærres Vesterbro fra Borgergade til Stengade på hverdage fra kl. 06 til kl. 18 for bilister og cyklister.
Fodgængere henvises til det fortov, hvor der ikke arbejdes på den tilstødende cykelsti.
Tilkørsel til Limfjordsbroen kan ske via Toldbodgade eller Borgergade-Vesterbro Nord og frakørsel ad Gammel Strandvej. Der opfordres til at benytte Limfjordstunnelen.
Der er altså passagemulighed fra kl. 18 til 06 samt i weekenden den 4.-5. juli. Arbejdet udføres i dagtimerne af hensyn til beboere langs strækningen, så de ikke forstyrres om natten af støjen fra asfaltmaskinerne og vejtromlerne.
Forud for arbejdet er der opsat skiltning, der oplyser bilisterne om det forestående vejarbejde.
Aalborg City er blevet informeret om varekørsel, ligesom gymnasierne har fået besked i relation til studenterkørsel.
Perioden for arbejdet er valgt, fordi der er mindre trafik i sommerperioden, ligesom vejarbejdet er planlagt, så det ikke berører The Tall Ships Races.