Drømmen begyndte i Skagen: Nu har Anders fået stor succes med sin vinbar i Aalborg
Da Anders Lind Jensen besluttede sig for at åbne sin egen vinbar i Aalborg, var han ikke i tvivl om, hvordan gæsterne skulle mødes.
Stemningen skulle være uformel. Vinene skulle være nøje udvalgte, og gæsterne skulle føle sig hjemme – uanset om de kunne kende forskel på Pinot Noir og Nebbiolo eller ej.
Til gengæld var der én ting, der bekymrede ham.
Hvem skulle han række ud til i Aalborg for at gøre sin drøm til virkelighed, nu hvor hans primære netværk lå i Skagen?

“Jeg havde jo boet og arbejdet i Skagen i mange år, så mit netværk var deroppe,” fortæller Anders.
En ven pegede ham i retning af Startup Café Aalborg, som tilbyder gratis iværksættersparring – og det råd skulle vise sig at blive starten på meget mere end et enkelt møde.
Mere end bare en vinbar
Det var en velovervejet beslutning, da Anders tog skridtet og blev selvstændig.
Inden da havde han arbejdet mange år i restaurationsbranchen og importeret vine.
Nu var det tid til at satse stort på hans helt store passion: vine – og han havde længe haft lyst til at skabe et sted, hvor vin ikke behøvede at være højtideligt.
Et sted, hvor gæsterne lige så gerne måtte stille spørgsmål, som de måtte nørde druer og distrikter.
“Jeg vil hellere have en snak med gæsterne og finde den vin, de bliver glade for, end bare række dem et vinkort,” siger han.
Det faglige var han aldrig nervøs for.

Han vidste, hvordan man driver en restaurant, sammensætter et vinkort og skaber en god oplevelse.
Til gengæld vidste han ikke så meget om, hvordan han skulle få aalborgenserne til at opdage, at en ny vinbar var på vej.
I Startup Caféen Aalborg fandt han en sparringspartner.
“Her mødte jeg Christopher Hegtmann fra BusinessAalborg. Jeg kastede egentlig bare en bold op, og så har vi pingponget siden,” siger Anders.
Christopher hjalp blandt andet med at kigge hans etablerings- og driftsbudget igennem, og hjalp også med at validere og sparre på hele konceptet.
“Han var også god til at pege på de ting, jeg slet ikke selv havde tænkt over,” siger Anders.
Aalborg tog imod
Med Christophers gode sparring i ryggen tog det fart.
Til receptionen lagde flere hundrede mennesker vejen forbi, og siden er gæsterne blevet ved med at komme.
Under Tall Ships Races kulminerede det.
“Lørdag havde vi fyldt både inde og ude fra åbning til lukketid. Da fyrværkeriet gik i gang, gik alle gæsterne ud på gaden, og så passede det egentlig meget godt, at vi også lukkede ned. Der var vi godt trætte,” siger han med et smil.
Noget af det, der glæder Anders mest, er, at gæsterne vender tilbage.
“Vi har fået virkelig mange positive tilbagemeldinger.
Jeg har faktisk ikke mødt noget negativt endnu,” siger han.
For Anders har det været en stor fordel at have nogen at spille bold med.
“Når man kommer til en ny by og starter virksomhed, handler det om at gribe de muligheder, der er.
Det gjorde jeg, og det har jeg været rigtig glad for,” slutter han.
Har du selv en idé, som du drømmer om at gøre til din levevej?
Så kan du booke et møde med en af BusinessAalborgs iværksætterkonsulenter eller læs mere om BusinessAalborg og StartUp her.
Læs også: Drømmen lever: Ny cykel- og gangbro over Limfjorden bliver markant dyrere