Nyhedsbrev

Artikler med:

Nyeste artikler

Stor nyhed: Kultur-kæmper slår pjalterne sammen

Af Christian Carus

Springeren – Maritimt oplevelsescenter og Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum bliver lagt sammen til en samlet organisation med virkning fra 2026.

Det skriver parterne i en pressemeddelelse.

“Den helt overordnede baggrund for, at de to museer har besluttet sig for at fusionere, skal findes i en visionær plan om at komme til at stå stærkere og endnu mere attraktive for de mange gæster, der hvert eneste år besøger begge steder,” fastslår bestyrelsesformand og daglig leder fra Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum Flemming Agerskov.

Det ligger dog fast, at de to oplevelsescentre og museer forbliver på hver sin nuværende adresse.

Springeren – Maritimt Oplevelsescenters er nært koblet til både fjorden og vandet.

Nøjagtigt det samme gør sig gældende med Forsvars- og Garnisonsmuseet, der har til huse i en tidligere hangar med nærliggende bunkeranlæg.

Aalborgs maritime historie og stærke tilknytning til Limfjorden formidles sammen med søfart, marinehistorie og søværn af Springeren – Maritimt Oplevelsescenter.

Museet er velbesøgt og tiltrækker i dag gæster fra såvel Danmark som mange internationale gæster.

Det samme gør sig gældende på Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum, der formidler forsvarets historie sammen med det faktum, at Aalborg gennem rigtigt mange år har været og fortsat er Danmarks største garnisonsby.

Visionær plan

“Helt aktuelt ønsker begge museer også at formidle den nye verdensorden med øget oprustning på en måde som børn, unge og voksne finder både relevant og oplysende.

Vi ønsker nemlig også, at være dem der sætter både mening og perspektiv i paradokset, at fred og markering af national suverænitet kræver militær tilstedeværelse til vands og til søs,” lyder det fra direktør Mads Sølver Pedersen fra Springeren – Maritimt Oplevelsescenter.

“Selvom vi formidler hver sine temaer og historier, så giver det også rigtigt god mening at fusionere de to museer sammen til en enhed, fordi vi på den måde kan vi realisere en lang række besparelser og rationaliseringer, herunder eksempelvis fælles it og regnskabssystem der allerede er ved at blive implementeret,” fastslår begge.

Fusionen af de to museer har også Aalborg Kommunes bevågenhed og vækker glæde hos borgmester Lasse Frimand Jensen:

“Oplevelser er en berigende del af det at bo, leve og besøge Aalborg Kommune, og det glæder mig at to af vores kulturinstitutioner går sammen for hånd i hånd at stå stærkere.

Jeg vil se frem til at følge samarbejdet, og jeg er sikker på, at Springeren – Maritimt Oplevelsescenter og Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum sammen kan få fornyet og forstærket oplevelserne og skabt mere synlighed,” siger borgmesteren.

Forandringsproces

“En fusion er en omfattende forandringsproces, som kræver, at vi målrettet arbejder hen imod en ny ambitiøs vision og en virksomhedsplan med konkrete mål for udviklingen af den nye samlede organisation.

Det betyder, at ledelse, medarbejdere og de mange frivillige på begge museer må arbejde målrettet og åbent hen imod en ny fælles kultur, identitet og indhold,” lyder det samstemmende fra Mads Sølver Pedersen og Flemming Agerskov.

“Det betyder i praksis, at alt i princippet er i spil, fordi det er vigtigt, at vi indledningsvist tænker helt ud af boksen så at sige, for netop at sikre at vi får øje på alle de nye muligheder, som en sammenlægning af de to museer kan bringe i spil.

Det kan eksempelvis være alt fra et helt nyt navn, nye muligheder for markedsføring og især flere og mere spændende oplevelser for vores gæster, foruden en mere alsidig anvendelse af vore faciliteter,” lyder det.

Vigtige medarbejdere og frivillige

Der er nedsat en styregruppe med repræsentanter fra begge museer og med deltagelse af Kulturafdelingen i Aalborg Kommune og andre rådgivere, som skal varetage planlægningen af dels visionsprocessen og den praktiske sammenlægning, og man er allerede trukket i arbejdstøjet.

Et af de forhold, som man selvfølgelig også vil have fokus på, er medarbejdere og de mange frivillige, som i dag udfører mange vigtige og betydningsfulde opgaver på begge museer.

“Vi har begge steder altid haft et stort fokus på netop at skabe gode vilkår for frivillige og medarbejdere, og det kommer naturligvis til også fremadrettet at være et nøgleområde for os.

Vi får i den grad behov for både at fastholde alle, men også for at tiltrække nye ressourcer og kompetencer, fordi en fusion af de to oplevelsescentre åbner op for nye opgaver og adgang til nye arbejdsopgaver,” lyder det fra Flemming Agerskov.

“Et andet vigtigt punkt er naturligvis den fremtidige økonomi.

En sammenlægning medfører naturligvis her og nu udgifter og investeringer, der vil bære frugt i det lange løb. Derfor er vi også, i en tæt dialog med Aalborg Kommune, i fuld gang med at opstille både budget for fusionsprocessen, men også det mere langsigtede økonomiske fundament, der skal understøtte det nye samlede oplevelsestilbud med fokus på militærhistorie, garnisonsby og maritim tilknytning i Aalborg.

Alt sammen med den overligger, at vi skal gøre det endnu mere attraktivt for både lokale gæster men også de tusindvis af turister, der hvert eneste år besøger os,” slutter bestyrelsesformand Flemming Agerskov og direktør Mads Sølver Pedersen.

Del artikel


Top 3 i dag




 


 


 


 


Udvalgte artikler

 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


 


Tilladelse til politiske reklamer

For at støtte den demokratiske samtale, vil vi gerne spørge om din tilladelse til at vise dig politiske reklamer på denne hjemmeside.

Du vil altid kunne se, hvem der er afsender af reklamen, og hvorfor du ser den. Vi anvender aldrig følsomme oplysninger som din politiske overbevisning til at målrette reklamer.

På alle reklamer kan du finde kampagne id, som du kan bruge til at finde al info på om kampagnen på https://politiskreklame.dk/

Dit samtykke er frivilligt, og du kan til enhver tid trække det tilbage.