Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stor mystik: Surdejsbageren er lukket

Af Emil Kjær Jørgensen

Klokken 14.30: Opdateret med udtalelse fra medejer Jesper Winther.

Mandag morgen plejer mange aalborgensere at stå i kø ved Surdejsbageren på Budolfi Plads for at få fat i friskbrygget kaffe og ikke mindst brød og kager i stride strømme.

Men her til morgen var der helt mørkt i de store lokaler, og døren var lukket. Den travle bager har ellers åbent alle ugens dage, og fra mandag til fredag helt fra 7.30 – 17.00.

Stor mystik: Surdejsbageren er lukket
Surdejsbageren mandag d. 3. oktober

Hvorfor er den lukket?

MigogAalborg har været forbi bageren flere gange mandag, og således også her til morgen, hvor vi skulle have vores surdejs-abstinenser kureret.

Men vi måtte – som mange andre – også gå skuffede derfra. Det var således også tilfældet for AB Catering, der forsøgte at aflevere varer, uden held.

Vi har ringet til hovednummeret, men der er ingen, der besvarer telefonen.

Vi har også ringet til medejer og stifter Henrik Bruse, men han er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Den anden ejer er Jesper Winther, og han udtaler følgende:

”Vi udtaler os senere, men vi har midlertidigt lukket,” siger han til MigogAalborg.

I sidste uge kunne vi fortælle, at Surdejsbageren – som mange andre bagerier – valgte at indføre et energitillæg pr. ekspedition for at dække de store omkostninger som energikrisen medfører.

Her forklarede de, at det var med til at betale en tredjedel af deres elregning.

Den “perfekte” storm rammer bagerier

Surdejsbagerens videre skæbne kender vi endnu ikke, men faktum er, at mange bagerier lider i disse tider.

Hos brancheorganisationen Bager- og Konditormestre i Danmark (BKD), der har 600 bagerier under sig, har man kunnet mærke, at de stigende fødevare- og energipriser har presset nogle af deres bagerier til at dreje nøglen om.

“Det har været den perfekte storm, både med udhulingen af købekraften og de stigende priser, som har givet et markant forhøjet omkostningsniveau for bagerierne,” siger direktøren hos BKD Henrik Mühlendorph til Finans om det generelle billede.

MigogAalborg følger naturligvis sagen, og vi melder ud, så snart der er nyt.

Del artikel

Andre læser også