Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Efter enorm interesse: Flere billetter frigives nu til REGAN Vest

Af Nathalia Hentze Nielsen
Foto: © Lars Horn / Baghuset.
Foto: © Lars Horn / Baghuset.

Tidligere i år kunne Nordjyske Museer endelig løfte sløret for, hvornår koldkrigsbunkeren REGAN Vest åbner for offentligheden.

Det bliver i uge 7, 2023.

Den 1. november åbnede de første gang op for booking af billetter til rundvisninger i bunkeren, og her blev næsten alle 13.000 billetter revet væk.

Grundet den store efterspørgsel vælger REGAN Vest derfor at frigive de næste billetter tirsdag den 3. januar 2023 klokken 10.00.

Disse billetter vil dække for besøg i perioden 17. april – 25. juni 2023.

Museet understreger, at det ikke er muligt at købe billet ved ankomst til museet. Vil du besøge museet og bunkeren, skal du derfor købe billet online før besøget.

Du kan købe billetter her.

En oplevelse af de helt store

Det nye museums hovedattraktionen er naturligvis den atomsikre bunker, der blev opført i al hemmelighed i midten af 1960’erne.

Bunkeren, der ikke er et militært anlæg, blev bygget med det formål at huse regeringen, embedsmænd og regent i tilfælde af en atomkrig.

Bunkeren står uberørt og fuldt møbleret med alt originalt interiør intakt – lige fra Arne Jacobsen-stole og lamper over sengetøj fra Nordisk Fjer til kommunikationsudstyr, Nato-stempler og papirklips.

FAKTA:

REGAN Vest (Regeringsanlæg Vestdanmark) er en 5.500 m2 stor atomsikker bunker, der i al hemmelighed blev opført i årene 1963-1968 med det formål at huse regering og regent i tilfælde i af en atomkrig.

Anlægget var en del af beredskabet frem til 2012, men blev fredet i 2014 og kan snart åbne for offentligheden.

Det samlede anlægsbudget er på godt 78 mio. kr. Museet er meget taknemlig for generøs støtte fra følgende:

Den filantropiske forening Realdania (31,3 mio. kr.), Augustinus Fonden (10,5 mio. kr.), Nordea-fonden (3,15 mio. kr.) Spar Nord Fonden (2 mio. kr.) og Jutlander Fondene Himmerland 0,5 mio. kr., Region Nordjyllands Vækst Forum (1,2 mio. kr.), Aalborg Kommune (4,15 mio. kr.) og Rebild Kommune (5,22 mio. kr.). Dertil en anlægsbevilling fra Folketinget (20,1 mio. kr.).

Museet består dog af flere delelementer.

Indgangen til bunkeren ligger skjult bag en helt almindelig murstensvilla. Her boede maskinmesteren med sin familie. Han havde opsyn med det hemmelige bunkeranlæg.

Villaen er i dag indrettet, som den kunne have set ud i 1980, og publikum kan via digitale skærme møde den familie, som bor i huset.

Foruden selve bunkeren og familien i maskinmesterboligen kan besøgende også glæde sig til en koldkrigsudstilling i den nyopførte velkomstbygning tæt herved.

Her udstilles blandt andet – som noget ganske særligt – genstande fra atombombningen af Hiroshima i 1945.

Udstillingen fortæller om dagliglivet under den kolde krig, frygten for atomkrig samt de forberedelser, som samfundet gjorde, hvis krigen brød ud.

Endelig er der etableret vandrestier i området over bunkeren, hvor man kan få en fornemmelse for anlæggets størrelse ved at gå en tur i terrænet.

Del artikel

Andre læser også