Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stor indvielse af Egnsplanvej aflyst: Inspektion har afsløret alvorlige fejl

Af Michael Qureshi
Arkivfoto
Arkivfoto

Den 23. juni skulle der have været stor åbning af den nye Egnsplanvej.

Det skulle markeres med rød snor, borgmesteren og stort motionsløb på den nye store vej. Men det er nu udskudt på ubestemt tid.

En afsluttende TV-inspektion af afvandingsledninger under den nye Egnsplanvej har afsløret flere fejl og mangler, bl.a. defekte rør.

Aalborg Kommune vil have fejlene udbedret, inden vejen officielt overtages og indvies, og dermed udskydes den planlagte indvielse.

Det blæser nu i vinden, hvornår man i stedet kan indvie den godt seks kilometer lange Egnsplanvej, der forbinder Hadsund Landevej i øst med motorvej E45 i vest.

Vejen er ellers taget i brug og skulle efter planen indvies med et cykel- og motionsløb den 23. juni 2019.

Rapport afslører alvorlige fejl

Men Aalborg Kommune stiller nu krav til entreprenøren om udskiftning af defekte afvandingsledninger, inden vejen officielt overtages:

“Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi er rigtig kede af, at færdiggørelsen af Egnsplanvej er udskudt.

I forbindelse med, at entreprenøren har anmodet om aflevering af anlægget til Aalborg Kommune, har vi bedt om en afsluttende TV-inspektion af afvandingssystemerne under vejkassen.

Her har vi nu modtaget en rapport, der desværre afslører alvorlige fejl og mangler, som skal udbedres, inden vi kan overtage vejen.

Det er rettidig omhu, men det har desværre den konsekvens, at indvielsen nu må udskydes, indtil alle forhold er bragt i orden,” forklarer rådmand i By- og Landskabsforvaltningen, Hans Henrik Henriksen.

Regnvand skal ledes væk fra vejen

M. J. Eriksson, der er totalentreprenør på vejprojektet, er efter konstateringen af fejl og mangler blevet bedt om at fremlægge en plan for udbedring af fejlene, men det ligger allerede nu fast, at der ikke kan komme slidlag på vejen inden sommerferien.

M. J. Eriksson gennemførte i 2017 en tilsvarende TV-inspektion af de mange afvandingsledninger under vejen, og på daværende tidspunkt var der nogle problemer med rørene, men disse er efterfølgende blevet udbedret.

Nu er der gennemført en afsluttende TV-inspektion af ikke mindre end 25 kilometer afvandingsledninger, og det er i den forbindelse, at fejl og mangler, herunder de defekte rør, er blevet opdaget:

“Afvandingsledninger og dræn har til formål at lede regnvandet væk fra vejen, og det er af stor betydning, at de fungerer optimalt.

Ødelagte afvandingsledninger kan nemlig føre til uhensigtsmæssigt store ansamlinger af vand på kørebanen, eller risiko for underminering af vejen.

Derfor er det naturligvis noget, som vi ser med stor alvor på,” siger stadsingeniør Svend Erik Pedersen fra Aalborg Kommune.

Cykel- og motionsløb udskydes

Han siger supplerende, at de fleste reparationer og udskiftninger af afvandingsrørene sandsynligvis kan udføres fra rabatten ind under vejen, men at det formentlig i perioder også vil komme til at genere trafikken.

Udgiften til udbedring af fejlene påhviler entreprenøren, og stadsingeniøren forventer således ikke ekstraudgifter til kommunen i denne sammenhæng.

Det vil sandsynligvis også igen påvirke trafikken i perioder hen over sommeren.

På grund af den igangværende dialog mellem M. J. Eriksson og Aalborg Kommune kan en ny dato for indvielsen endnu ikke fastsættes.

Det planlagte cykel- og motionsløb er arrangeret i samarbejde med Life of Sport og Motionscykelklubben Himmerland. Alle tilmeldte får deres tilmeldingsgebyr refunderet.

Del artikel

Andre læser også