Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stor forvandling i gang: Pladsen ved Haraldslund skal omdannes til byskov

Af Christine Luca Hornemann

Forarbejdet til den nye Plusbus, også kaldet BRT-bus, som skal gøre den offentlige transport i Aalborg væsentligt lettere og hurtigere for byens mange borgere, er godt i gang.

Første spadestik til anlægsarbejdet tog Borgmester Thomas-Kastrup Larsen tilbage i starten af april.

I de kommende år kommer man til at se en række ændringer flere steder i Aalborg – og de første ændringer starter allerede nu.

Haraldslund Vand- og Kulturhus er den første af i alt 11 stationsforpladser, der skal forvandles langs den nye Plusbusrute i Aalborg.

Omdannelsen af pladserne skal være med til at skabe sammenhæng i byrummene ved stationerne, og sikre gode omstignings- og venteforhold på rutens vigtigste knudepunkter.

Visionen bag pladsens nye forvandling er at skabe en grøn plads med stor fleksibilitet – en byskov, der kan fungere som et attraktivt mødested for Vestbyens beboere.

Den nye plads forventes at kunne tages i brug inden udgangen af året.

En byskov i Vestbyen

For at skabe god adgang både til den kommende Plusbusstation og til Haraldslund nedlægges spejlbassinet, der lige nu ligger på pladsen ud mod Kastetvej.

I stedet skal der etableres en stor sydvendt opholdstrappe, og plantes et stort staudebed, som tilsammen vil skabe et roligt ude-opholdsrum foran Haraldslund.

Den eksisterende statue flyttes længere mod øst, hvor der også sikres plads til markedsaktiviteter og lignende arrangementer. Sådan beskriver Aalborg Kommune den nye plads i en pressemeddelse.

COBE Architects har bistået Aalborg Kommune med at tegne skitsegrundlaget for pladsen med input fra lokale borgerrepræsentanter fra Haraldslunds brugerråd og Vestbyen Samråd.

Stor forvandling i gang: Pladsen ved Haraldslund skal omdannes til byskov

OkNygaard A/S skal stå for omdannelsen

Aalborg Kommune har netop skrevet kontrakt med OkNygaard A/S, som skal stå for omdannelsen af Haraldslund stationsforplads.

De første forberedelser til anlægsarbejdet er allerede i gang, og pladsen forventes at kunne stå færdig inden udgangen af året.

“OkNygaard A/S har stor erfaring med at anlægge torve og pladser i bymiljøer og er derfor den helt rigtige samarbejdspartner på opgaven.

Vi ser frem til samarbejdet og glæder os til, at vi kan indvie den første plads på ruten til efteråret”, fortæller Helle Bøhl-Møller, Projektchef for BRT sekretariatet i Aalborg Kommune, i en pressemeddelelse.

Det forventes at den nye Plusbusforbindelse åbnes i 2023, og skal køre fra Væddeløbsbanen gennem midtbyen til Nyt Aalborg Universitetshospital.

Vi har tidligere skrevet om den kommende forvandling af John F. Kennedys Plads – læs om det her.

Del artikel

Andre læser også