Annonce
Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stor dag i Rebild Bakker på onsdag: Mange ventes til dansk-amerikansk fest

Af Stine Kjølby Christensen

Lars Løkke Rasmussen, Ole Henriksen, Kronprins Frederik, Helle Thorning Schmidt, Walt Disney – de har alle været der!

På onsdag skydes verdens største uafhængighedsfest, uden for USA, i gang i Rebild Bakker.

Rebildfesten har været afholdt hvert år siden 1912 og er arrangeret af ”Rebild National Park Society”, som er den første dansk-amerikanske venskabsforening.

Foreningen arbejder for at styrke og støtte venskabet og de kulturelle bånd mellem de to nationer, og dette kulminerer altså i årets store fest i grønne omgivelser tæt på Aalborg, hvor alle kan deltage.

En unik oplevelse i naturskønne omgivelser

Allerede nu ser det ud til, at vejrguderne er med os, når festen starter i de grønne bakker på onsdag. Temaet for dagen er frihed og en fejring af alle de værdier, som den danske og amerikanske kultur har tilfælles.

Helle Thorning Schmidt sagde om Rebildfesten i 2012:

“Der er god grund til at fejre dagen. For den 4. juli står for frihed. Og frihed er vores fælles arv og værdi mellem Danmark og USA.”

Og dette er en udmelding, som mange er enige med hende i. I forbindelse med Rebildfesten samles tusindvis af glade mennesker til en festlig dag i bakkerne, hvor god musik og elskelige traditoner danner rammerne for fejringen.

Stor dag i Rebild Bakker på onsdag: Mange ventes til dansk-amerikansk fest
Foto: www.rebildfesten.dk

Fællesskabet mellem de to nationer stammer helt tilbage til midten af 1800-tallet, hvor tusindvis af danskere immigrerede til USA i jagten på The American Dream. 

Max Henius, som grundlagde Rebildfesten, var selv blandt de immigrerede danskere og købte senere hen et stykke grønt hektar i de smukke bakker i Rebild, som han forærede til den danske regering– med det formål, at arealet skulle bruges til at fejre de amerikanske højtider.

Og dette er altså sket årligt siden 1912.

De bedste traditioner smelter sammen

I dag er danskernes forhold til USA noget andet. Den yngre generation forbinder ofte USA med reality shows, stærke politiske holdninger og store burgere – men til Rebildfesten skal vi helt tilbage til rødderne og i stedet opleve en sammensmeltning mellem de bedste traditioner fra begge lande.

Blandt andet skydes festen i gang med teltfrokost på ægte dansk manér bestående af rugbrød, sild, frikadeller og kartoffelsalat, kage og wienerbrød, imens børn med indianermaling i ansigterne graver efter guld til tonerne fra orkestret Copenhagen Brass Ensemble.

Dagene byder også på en lang række fremtrædende navne inden for både politik, musik og kultur.

Blandt andet vender nyhedsvært Jesper Steinmetz hjem til sine rødder i Nordjylland som festens danske hovedtaler. Jesper Steinmetz har i de seneste 8 år været USA-korrespondent for TV2 Nyhederne og bor nu fast i Washington DC.

Som amerikansk hovedtaler finder man Søren Juul Jørgensen, der i en årrække har boet og arbejdet i San Fransisco som chef for det danske innovationscenter i Californien.

Stor dag i Rebild Bakker på onsdag: Mange ventes til dansk-amerikansk fest
Foto: Jørgen Nøhr

 

Amerikanerne er vilde med Rebild

Ambitionerne om at danne rammerne for den største uafhængighedsfest uden for USA bliver ikke kun imødekommet af danskerne selv. Også flere amerikanere har gennem tiden udtrykt sin begejstring for fejringen i Rebild.

Blandet andet sagde Walt Disney ved sit besøg i 1961:

“Jeg har oplevet mange 4. juli dage, men aldrig har jeg fejret mit lands frihedsdag mere betegnende end i dag.”

Derudover vil den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, også i år overbringe den officielle hilsen fra USA’s præsident Donald Trump, mens Innovationsminister Sophie Løhde vil bringe en hilsen fra den danske regering.

Alt i alt er der altså lagt op til et brag af en amerikansk hyldestfest, hvor alle nationaliteter kan samles og i fællesskab fejre én af verdens allerstørste festdage.

Du kan finde hele programmet for Rebildfesten her og købe billetter her.

Del artikel

Andre læser også