Stolt festivalleder: Det har været en ubetinget succes

De sidste tre dage har budt på alt fra lækkersultne narkohunde, nostalgiske comebacks, sprøde nyheder og store forhåbninger for fremtiden.
Nibe Festival 2019 synger på sit sidste vers, og årets sidste pressemøde er nu blevet afviklet.
Der er med andre ord slet ingen tvivl om, at de store smil fra organisationen er velbegrundede.
Noget som festivalleder Peter Møller Madsen og festivalformand Thomas Larsen bekræfter i dag.
“Vi står i en Skalskov, der er blevet vandet lidt til formiddag. En Skalskov, der smiler. En Skalskov, der trives. En Skalskov, der behager mange mennesker.
Vi er meget glade og meget tilfredse – og nu vil jeg skynde mig at give ordet videre til formanden, som kan fortælle, hvorfor vi er dét,” siger Peter Møller Madsen.
“Vi har jo før slået rekorder, men i går nåede vi en ny milepæl. Økonomisk endte vi nemlig med at lave et indeks 107, dvs 7 % over vores budgetterede.
Det har vi gjort før, men det unikke var, at vi på én dag omsatte for mere end 6 millioner kr.,” fortæller en stolt formand og fortsætter:
“Sidste år kunne vi lige runde 5 millioner med drikkepenge, men i går toppede vi altså med en million. Og det er jo helt fantastisk!”

Solskin og 30 tons appelsiner
Vejret var da også med festivalen i går, hvor solen endelig skinnede fra en skyfri himmel.
Festivalgæsterne hoppede sultent ombord i madboderne, toppede festen med en kold drink – og især én drink var at foretrække for gæsterne.
Vi taler selvfølgelig om den ikoniske bod, Appelsinen, der med sine tre boder, fordelt på festivalpladsen, stod for intet mindre end 15 % af den samlede omsætning.
“De tre små enheder, der sælger friskpresset appelsinjuice med vodka, omsatte for 920.000 kr. i går. Det er jo helt vildt,” beretter Thomas Larsen.
“Vi startede ud med 24 tons appelsiner, men dem er vi løbet tør for – vi ender altså på den gode side af 30 tons. Så hvis I ser nogle derude, der er speedet up, så er det nok på C-vitamin.”
Kontrastfuld festival i kæmpe kulmination
Organisationens daglige sikkerhedsmøder har dog heller ikke givet grund til bekymringer.
Foruden en pose pølsehorn har hverken politi, narkohunde eller sikkerhedsholdet haft de store ting at berette.
Dette vidner, ifølge Peter Møller Madsen, om et harmonisk og empatisk publikum:
“Vi har haft rekordmange mennesker i skoven, så vi har selvfølgelig haft noget at se til – men ikke noget, der har givet panderynker overhovedet.
Nephew-koncerten i går var en kæmpe kulmination på en kontrastfyldt festival med storm og regn den ene dag – og solskin og blå himmel den næste,” fortæller han.
Panderynker blev gjort til skamme
Peter Møller Madsen og Thomas Larsen var dog heller ikke bange for at indrømme, at weekendens The Tall Ships Races i Aalborg midtby tidligere på året havde genereret nogle panderynker i organisationen.
For kunne så lille en landsdel som Nordjylland i det hele taget rumme to så store arrangementer – i samme weekend?

Svaret er et rungende JA.
“Vi havde selvfølgelig frygtet, at Tall Ships kunne få konsekvenser for vores besøgstal – men det er meget svært at være utilfredse, når vi i år har kunnet melde udsolgt af alle slags billetter, rekordmange gæster og et fantastisk salg i både bar og boder,” siger Thomas Larsen.
“Vi er derfor ikke bekymrede for, om Tall Ships i 2022 skulle blive lagt i samme weekend igen.”
En pæn 9’er til Nibe Festival 2019
Så alt i alt: Hvor god en festival har det egentlig været?
“Hvis man lige skal slå et par streger, så vil jeg sige: Alt er relativt, men for os har Nibe Festival 2019 været en pæn 9’er.
At det ikke er blevet en 10’er, skyldes udelukkende vejret – men det har vi jo desværre ingen indflydelse på.
Vi skal bare kunne performe i det … og det har vi gjort.
Tilbage er der kun at sige, at vi er både stolte, glade, ydmyge og lettede.
Og glæder os allerede til næste år,” slutter Peter Møller.