Støt kampen mod sclerose: Oplev Aalborg Zoo efter lukketid til helt særligt event

Snart får du mulighed for at opleve Aalborg Zoo efter lukketid – og samtidig støtte et godt formål.
Torsdag den 8. maj inviterer Scleroseforeningens landsdækkende kampagne YOU GO til en helt særlig aften i Aalborg Zoo. Haven åbner kl. 17.00, og hele overskuddet går direkte til forskning i sclerose.
Til YOU GO handler det ikke om at følge en fast rute – du bestemmer selv tempoet og retningen, mens du går på opdagelse blandt dyrene og støtter mennesker med sclerose.
Det oplyser Scleroseforeningen i en pressemeddelelse.
Mad, is og grillhygge i haven
Restaurant Skovbakken i Aalborg Zoo holder ekstraordinært åbent under arrangementet, så gæster kan købe aftensmad og is.
Man er også velkommen til at medbringe egen mad – grillene er tændt, og der er god stemning i hele haven.
YOU GO handler om at skabe opmærksomhed om sclerose og samle penge ind til forskning og støtte.
I Aalborg Zoo er konceptet lidt anderledes: Der er ingen fast rute – i stedet kan man frit bevæge sig rundt i haven, opleve stemningen og være med i eget tempo.
Undervejs arrangeres dyrefodringer, og Skoletjenesten holder åbent for nysgerrige børn og voksne.

Sclerose rammer bredt – og hårdt
I Danmark lever 19.146 mennesker med sclerose, og omkring 120.000 danskere har sygdommen tæt inde på livet som enten patienter eller pårørende.
Danmark har fortsat verdens højeste forekomst af sclerose. Bag arrangementet står tre frivillige med hver deres motivation og baggrund:
Anne Honoré Østergaard, medlem af Regionsrådet i Nordjylland, tidligere folketingsmedlem og frivillig erhvervsambassadør for Scleroseforeningen, fortæller:
“Min søster fik sclerose for mange år siden. Siden har to af mine nære veninder også fået diagnosen. YOU GO i Aalborg Zoo er min måde at gøre noget konkret og skabe synlighed – i hyggelige rammer, hvor alle kan være med.”
Sanne Krogh Poulsen, der selv lever med sclerose, siger:
“Det betyder meget for mig at kunne bidrage – jeg har levet med sygdommen i 5 år og mærket på egen krop, at midler til forskning gør en forskel. YOU GO er en kærlig påmindelse om, at vi er mange, der står sammen.”
Louise Bøgild, ejer af Soft Adventures og medarrangør, siger:
“Vi ønskede at skabe et event, hvor familier, venner og kolleger kan være sammen på en anden måde – og samtidig støtte en vigtig sag. Aalborg Zoo giver den perfekte ramme til netop det.”
Praktisk info:
– Tid og sted: Onsdag den 8. maj kl. 17.00, Aalborg Zoo
– Pris: 100 kr. for voksne / 50 kr. for børn (3–12 år)
Hele beløbet går ubeskåret til forskning i sclerose
– Tilmelding og info: YOU GO Aalborg | Scleroseforeningen
– Medbring: Mad til grillen, eller køb mad og is i Restaurant Skovbakken
Alle er velkomne – uanset alder og fysisk form.