Støt brysterne: Derfor hænger der 500 BH’er i Aalborg Centrum

Lørdag den 3. oktober er der traditionen tro Lyserød Lørdag, der er en tilbagevendende begivenhed under den landsdækkende kampagne Støt Brysterne, som afholdes for 13. gang i år.
Det er en stor begivenhed, hvor der indsamles rigtig mange penge til kampen mod brystkræft, og Aalborg har været med alle 13. gange.
Et af de tilbagevendende og sjovere tiltag her i Aalborg foregår på Havnefronten, hvor du kan hænge – mere eller mindre – brugte BH’er op på hegnet og på den måde støtte den gode sag.
Åbningen af årets BRA-Borg Hegn foregår lørdag den 19. september kl. 13.00 ved tale fra rådmand i Aalborg Kommune, Mai-Britt Iversen. Herefter kan du være med til at pryde Havnefronten med BH’er i alle former, størrelser og farver.
Ideen er, at alle kan være med til at danne et iøjnefaldende hegn af BH’er ved selv at hænge en bh på hegnet til og med den 3. oktober, hvor den landsdækkende Støt Brysterne-indsamling finder sted.
BH’er i centrum
I år er det dog ikke blot på Havnefronten, at der i Aalborg hænger BH’er. Allerede fra i dag er der nemlig optakt til Lyserød Lørdag, hvor Aalborg City har udsmykket Gravensgade med 500 BH’er.
Det er direktør i Aalborg City, Flemming Thingbak, der som kreativt visualiserende fortæller, har taget initiativ til denne gimmick.
“Hver gang jeg har set alle BH’erne på Havnefronten har jeg tænkt, at jeg ville gøre det endnu mere synligt for borgere og gæster i Aalborg, at vi skal støtte endnu mere op om initiativet”, siger Flemming.
Det var den lokale afdeling for støt brysterne, der kontaktede Aalborg City med hensyn til at hænge plakater op og uddele flyers. Men det var ikke nok for Flemming.
“Derfor sagde jeg, at hvis de kunne skaffe 500 BH’er, ville jeg hænge dem op”, udtaler Flemming.

Vil give Aalborggensere et smil på læben
Udover BH-udsmykningen har alle butikker i Gravensgade plakater og flyers, de står klar til at dele ud, så kunderne bliver opmærksomme på, at det er en sag, de skal støtte op om.
Det er Aalborgs Citys egen gør det selv-mand, Bjarke, der har brugt hele formiddagen på at hænge alle bh’erne op.

For Flemming er det vigtigt at gøre opmærksom på Lyserød Lørdag på en interessant måde, der giver byens borgere en wow-oplevelse.
“Jeg ville lave en anderledes og sjov gimmick i byen, hvor der samtidig bliver italesat, at man skal støtte op, så man kan få bekæmpet sygdommen.
I denne tid har vi brug for et lille smil, selvom det er en alvorlig sag. Corona fylder så meget, men vi har desværre også mange andre ting, der er vigtige at kæmpe for”, siger Flemming.
BH’erne vil hænge i Gravensgade til efter den landsdækkende STØT BRYSTERNE-indsamling den 3. oktober.

Lyserød Lørdag for alle
Hvert år får knap 5000 kvinder brystkræft, mens over 60.000 i dag lever med diagnosen. Det gør rigtig mange mennesker til patienter og pårørende.
Derfor maler frivillige i Kræftens Bekæmpelse, sammen med lokale erhvervsdrivende, Aalborg lyserød under budskabet ‘Fordi ingen bryster skal have kræft’.
“Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder i Danmark. 1 ud af 9 kvinder rammes af sygdommen, og det er baggrunden for, at vi sætter ekstra fokus på og samler penge ind til brystkræftsagen den 3. oktober”, siger Jytte Olesen fra Kræftens Bekæmpelses Lokalforening i Aalborg.
I Aalborg vil der blandt andet være Sjov for alvor i Leo’s Legeland, Markedstelt på Nytorv og boder i Aalborg og Nørresundby med Støt Brysterne-produkter.
“Derfor opfordrer vi alle, uanset køn, etnicitet og alder til at tage familie, venner og kolleger under armen og deltage i aktiviteterne – og på den måde støtte sagen”, udtaler Jytte Olesen.
Når vi i Aalborg står sammen og indsamler penge til Lyserød Lørdag, er vi alle med til at bekæmpe brystkræft. De penge, der bliver indsamlet, går nemlig til tre vigtige indsatsområder: forskning, forebyggelse og patientstøtte.
Du kan læse mere om Lyserød Lørdag her.