Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Største koncert i Aalborg nogensinde: Mølleparken er klar til Maroon 5

Af Emil Kjær Jørgensen

Lørdag bliver en helt speciel dag i Aalborg.

Her giver den amerikanske grammyvindende popgruppe Maroon 5 nemlig koncert i Mølleparken, som det eneste sted i Skandinavien og det første sted i Europa på deres nye Maroon 5: Red Pill Blues Tour.

I Mølleparken arbejder man på højtryk for at gøre pladsen klar til over 17.000 publikummer og ikke mindst et helt vildt show.

“Det bliver en fuldstændig unik oplevelse for publikum.

Scenen bliver eksempelvis 850 kvadratmeter, og cirka 26 meter høj og 57 meter bred – det er dobbelt så langt som scenen i AKKC, som faktisk er en af Danmarks største scener,” forklarer Nicolaj Holm, direktør i AKKC, der sammen med Skråen og Live Nation står bag den stort anlagte koncert.

Største koncert i Aalborg nogensinde: Mølleparken er klar til Maroon 5
Scenen, som den så ud torsdag formiddag, hvor taget stadig ikke er trukket op

Største koncert i Aalborg nogensinde

Det bliver den hidtil største koncertscene, der er opstillet i Nordjylland, og ikke mindst den største koncert i Aalborg nogensinde.

“Det bliver som en slags kæmpe club-koncert, hvor de grønne træer omkring parken danner en unik ramme omkring koncerten,” forklarer Jørgen Nissen, daglig leder af Skråen.

Han fortsætter:

“Det bliver derudover en meget åben scene, som betyder, at der er godt udsyn fra hele koncertpladsen. Alle kan se noget.”

Og selv hvis de bagerste tilskuere, måske synes Adam Levine ser lille ud på scenen, er der stillet gigantiske storskærme op, så man kan få hele oplevelsen med.

“De bliver over 20 meter høje, og derudover er der også masser af skærme på selve scenen, som bliver en del af hele showet,” siger Jørgen.

Største koncert i Aalborg nogensinde: Mølleparken er klar til Maroon 5

Publikum fra hele Europa kommer til Aalborg

Mølleparken har før lagt græs til store koncerter – blandt andet med den afdøde musiker Leonard Cohen i 2012, men der har aldrig været så mange publikummer som på lørdag, hvor godt 17.000 mennesker møder op til et brag af en koncert.

Selvom vi nok er en del aalborgenserne i Mølleparken på lørdag, viser billetsalget også, at det er et af verdens største bands, der kommer til byen.

“Vi har solgt billetter over hele Europa og ikke kun i Norge og Sverige. Der har været kæmpe interesse for den her koncert,” fortæller Nicolaj Holm.

Største koncert i Aalborg nogensinde: Mølleparken er klar til Maroon 5
Jørgen Nissen (t.v.) og Nicolaj Holm. Selvom der er styr på tingene, ringer telefonen ofte – også når der skal tages billeder.

95 mand lander torsdag

Selvom det er en stor opgave, som arrangørerne er på, er de alligevel fulde af overskud tre dage før det hele går løs.

“Størrelsen på hele setuppet er den største udfordring, men derudover går alt som det skal,” fortæller Jørgen Nissen.

Bandet landet i Aalborg på fredag, men allerede torsdag kommer hele crewet bag, som tæller hele 95 mand, der skal sørge for alt fra lyd, lys, kostumer mv.

“Selvom Maroon 5 er vant til at spille langt større koncerter, tror jeg alligevel, at der også venter dem en speciel oplevelse. Koncertpladsen er jo omkranset af grøn natur, og jeg er sikker på, at der kommer en helt specielt stemning på lørdag,” siger Nicolaj og fortsætter:

“Vi er enormt glade for den opbakning, som både publikum, og hele byen har vist arrangementet. Det har på mange måder været en test på, om Aalborg er klar til endnu flere store koncerter fremover, og det tyder alt jo på.”

De første billetter til koncerten blev revet væk, men efter logistikken er kommet helt på plads, er der blevet frigivet ekstra billetter, hvor der stadig er få ledige tilbage. Det kan du finde mere info om her.

Største koncert i Aalborg nogensinde: Mølleparken er klar til Maroon 5

Praktisk info

Der er lydprøve fredag aften fra 19.00-20.30, hvor der kan forventes støj i området.

Dørene åbner allerede kl. 17.30 og kl. 19.00 starter opvarmningskoncerten med blandt andre Sigrid. Det anbefales, at man kommer i god tid.

Der er ikke parkeringsplads ved Mølleparken, så arrangørerne opfordrer til man benytter P-huse i byen eller offentlig transport.