Større slagsmål endte blodigt: Politiet efterlyser vidner til episode på Havnefronten

Opdateret onsdag kl. 06.40
Politiet var i aftes massivt tilstede på Havnefronten ved Utzon Center i Aalborg.
Det skyldtes et større slagsmål mellem to grupper tirsdag aften på stedet. Det oplyser Nordjyllands Politi.
“Vi er i øjeblikket til stede ved Slotspladsen i Aalborg, hvor der har fundet et slagsmål sted. Én person er blevet stukket med en ukendt genstand og er tilskadekommen, men ej kritisk. Vi efterforsker i øjeblikket sagen,” lyder det fra politiet.
Dykkere blev desuden sendt i vandet for at finde et muligt gerningsvåben.
Vidner efterlyses
Nordjyllands Politi oplyste sent i nat følgende om episoden;
“Vi har efterforsket sagen uden at finde evt. gerningsmænd. Gerningsmændene kan have kastet en kniv/genstand i havnen og dette undersøges nærmere onsdag. Den forurettede er færdigbehandlet på sygehuset. Evt. vidner bedes ringe 114.”
Onsdag nat har der så været et voldeligt overfald i Aalborg Øst. Det skriver Nordjyllands Politi.
“Nordjyllands politi er lige nu tilstede ved Durupstien ved Smedegårdsvej/Budumvej hvor et grønt område er afspærret efter et voldeligt overfald der skete kl. 0300. En person er blevet stukket med kniv og gerningsmændene er løbet derfra”.