Tilmeld dig MigogAalborg Nyt

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få weekendguiden samt alle ugens populære nyheder direkte i din indboks.

Ved tilmelding til MigogAalborg Nyt accepterer du vores samtidig vores vilkår og betingelser for nyhedbrevet.

Stod bag Holles Vinstue: Nu åbner de takeaway i Reberbansgade

Af Stine Kjølby Christensen

Det er knap et år siden, at MigogAalborg kunne bringe den triste nyhed om lukningen af Holles Vinstue i Algade.

De nye ejere havde gennem fem år forsøgt at genoplive stedet, men på grund af sygdom og en global pandemi måtte eventyret desværre slutte i november sidste år.

Siden har Charlotte og Klaus Koch haft travlt med deres butik Caboon i midtbyen, men et tilbagevendende problem har fået dem til at tage et skridt tilbage mod Holles Vinstue og alt, hvad stedet stod for.

“Vi er trætte af, at frokosten altid ender med pizza, så nu hjælper vi både Aalborg og os selv ved at starte en ny take-away i madgaden,” fortæller Klaus Koch til MigogAalborg.

“Vi havde ellers lovet os selv aldrig at vende tilbage til den branche, men denne gang bliver det uden det samme natteroderi som på Holles,” tilføjer Klaus.

Fokus på klassisk, dansk smørrebrød

For dem, der kender Holles Vinstue, vil det nye koncept næppe komme som en stor overraskelse.

Fokus bliver nemlig på smørrebrød og klassiske danske, lune retter.

“Vi beholder samme smørrebrødsmenu som på Holles – i to størrelser, enten almindeligt eller luksussmørrebrød,” forklarer Charlotte Koch.

Det nye sted, “Koch’ens Køkken,” vil også byde på stjerneskud med håndpillede rejer og tre lune frokostretter til fornuftige priser.

“Det kan være lune frikadeller, fiskefilet med rugbrød eller lidt let til frokost til dem, der er sultne,” siger Klaus Koch, og fortsætter:

“Vi har femten klassiske pålægstyper på smørrebrødet, alt sammen meget traditionelt dansk.”

Det er nemlig vigtigt for parret, at smørrebrødet forbliver klassisk uden alt for meget tingeltangel.

“Mange steder har efterhånden smørrebrød med et eller andet specielt twist, men vi vil holde det helt klassisk.”

Åbner i midt november

“Koch’ens Køkken” åbner i de lokaler, hvor BACO tidligere lå, og fokus bliver primært på takeaway – dog med 4-6 siddepladser for dem, der vil nyde maden på stedet.

Foreløbigt vil stedet kun have åbent i dagtimerne fra 10-18, hvilket også er, når smørrebrødet – ifølge parret – peaker.

“Og ellers kan man sagtens tage det med hjem og sætte det på køl til senere,” siger Charlotte Koch.

“Koch’ens Køkken” forventes at åbne i midten af november.

Del artikel